Matas' bestyrelse overvejer at anlægge injuriesag mod kapitalfonden Axcel. Åbent slagsmål med den ene part i budrunden om den eftertragtede materialistkæde.

Matas' bestyrelse er nu i åbent slagsmål med den ene af de bejlere, der er interesseret i at overtage den eftertragtede materialistkæde.

Bestyrelsen overvejer at anlægge en injuriesag mod kapitalfonden Axcels direktør, Christian Frigast, fordi han har insinueret, at bestyrelsen har et personligt motiv for at vælge et andet tilbud, nemlig tilbuddet fra kapitalfonden CVC.

Bestyrelsesformand Lars Frederiksen fremhæver i en pressemeddelelse, at der aldrig har været foretaget drøftelser om bestyrelsesmedlemmers eller ledelsens fremtidige rolle i den nye ejerstruktur.

- Herunder, at ledelsen eller bestyrelsen intet honorar modtager fra CVC Capital Partners i tilfælde af, at en salgstransaktion gennemføres, fremfører Lars Frederiksen.

Han fremhæver, at det allerede ved budfristens udløb den 5. maj 2006 stod klart, at CVC Capital Partners på de væsentligste kriterier herunder samlet pris på Matas A/S og Matas-kæden var kommet med det bedste tilbud.

- Dog således, at flere budgivere lå forholdsvist tæt, fremhæver han.