Magasin skal have nye ejere. Et konsortie af islandske investorer har købt blandt andet Jyske Bank ud.

Et konsortium af investorer køber 69 procent af aktiekapitalen i Th. Wessel & Vett A/S, Magasin du Nord. Det er et islandsk konsortium, der gennem Straumur Investment Bank køber den store aktiepost.

Det er alle de store aktionærer i Magasin, som islændingene har købt ud. Der er Jyske Bank, Nordea Bank Danmark, PKA, ATP, Codan Pensionsforsikring, Forsikringsselskabet Hafnia Liv og Codan, der har solgt deres aktier til konsortiet, som består af Baugur Group, Straumur Investment Bank og B2B Holdings Iceland.

Der er betalt 162,50 kroner pr. aktie, og det svarer til en samlet markedsværdi af aktiekapitalen på 489 millioner kroner. Det er 49 procent mere end den gennemsnitlige kurs de seneste 3 måneder.

/ritzau/