Jens Okking, ældste blandt de skuespillere og andre filmfolk, der i dag blev hædret med en Bodilpris, var ikke fyldt fem år, da Lauren Bacall gjorde sin entre i filmverdenen som 19-årig og hæst hviskede de berømte ord til Humphrey Bogart, sin medspiller og senere ægtemand: "If you want anything, all you have to do is whistle."

Næsten 60 år senere tilførte samme Lauren Bacall masser af stjerneglans og et historisk vingesus med sin tilstedeværelse ved den årlige Bodilfest. Smuk, charmerende og klædt i en klassisk kort dragt, men tilsyneladende lidt gangbesværet, kom legenden på scenen i Imperial Biografen for at overrække statuetten for årets bedste danske film til instruktøren Ole Christian Madsen.

Bacall sluttede fredag optagelserne til Lars von Triers "Dogville" i Sverige. Da hun forlod scenen, blev hun hurtigt eskorteret ud af en sidedør, men før det hele startede, nåede hun at give et kort interview til DR 2, som sendte Bodilfesten direkte.

- Vore dages film har mistet meget af magien og mysteriet på bekostning af al det tekniske ramasjang. Jeg vil forfærdelig gerne lave film af en helt anden type end dem, som præger Hollywood i dag, men udbudet er begrænset, og derfor var jeg meget glad for at få tilbudet om at spille med i Lars von Triers film, fortalte Bacall.

/ritzau/