Kampagnen Netsikker Nu går for alvor i gang tirsdag, hvor videnskabsminister åbner stor oppustelig computer på Rådhuspladsen i København.

Kampagnen Netsikker Nu 2007 sætter i år fokus på de ældres brug af internet. På kampagnedagen tirsdag åbner videnskabsminister Helge Sander (V) en stor oppustelig computer på Rådhuspladsen i København. Her vil blandt andet en række virksomheder tage imod og svare på spørgsmål om it-sikkerhed.

Sikkerhedsfirmaer vil fortælle om software, der kan give mere sikker it-trafik, IT- og Telestyrelsen står klar med oplysninger om kontakt til det offentlige via nettet, og it-koncernen Microsoft sætter fokus på blandt andet chat. Storbanken Nordea er også repræsenteret med viden om blandt andet e-banking.

Særlige gæster på dagen bliver livsstilsekspert Henrik Byager, der lidt over middag vil fortælle om danskernes brug af nettet, samt sangerinden Birthe Kjær, der sidst på eftermiddagen fortæller om sin brug af nettet.

I Ældremobiliseringen glæder man sig over, at der i år er fokus på de ældre og it.

/ritzau/