Handlen med værdipapirer præges - stadig - af manglende konkurrence, og det betyder, at investorerne groft sagt betaler en overpris på 300 millioner kroner årligt alene for aktiemarkedets vedkommende.

Det konkluderer Konkurrencestyrelsen i sin årlige redegørelse.

Styrelsen mener, at selv om det går i den rigtige retning i forhold til konkurrencevilkårene på eksempelvis aktiemarkedet, er det ikke godt nok.

Hvis Danmark havde lige så hård konkurrence som de øvrige OECD-lande, så kunne investorerne spare omkring 300 millioner kroner.

Styrelsen kommer ikke med en konkret handlingsplan på området, men styrelsen nævner blandt andet mere information som vejen frem. På aktieområdet ville det hjælpe på konkurrencen, hvis forbrugeren fik mere information fra eksempelvis Københavns Fondsbørs, siger direktør i Konkurrencestyrelsen Finn Lauritzen.

Han foreslår desuden, at de institutionelle investorer i højere grad end i dag handler aktier via børsen, og samtidig bør det også undersøges, om markedet for derivater (finansielle instrumenter) og aktielån kan bidrage til et mere effektivt marked.

/ritzau/