Ti procent af os har en helt anden far, end vi går rundt og tror. Det viser skandinaviske og amerikanske undersøgelser. Stadig flere vil have vished, og det kan du få ved at kaste dig over enzymer på molekyle-niveau. Eller med andre ord: sende en gang spyt til analyse på laboratorier i USA formedelst 3.000 kroner.

  • Martin blev dømt til at være far
  • Dømt til at afgive blodprøve efter 40 år

    Behovet for at lave egne dna-tests boomer kraftigt i øjeblikket. I USA foretages der 300.000 tests hvert år.

    Det svarer til én ud af hver 1.000 indbyggere. Oversat til hjemlige forhold betyder det, at der i Danmark er et potentiale på 5.000 analyser om året.

    Der findes i øjeblikket tre virksomheder i Danmark, der kæmper om danskernes spytprøver. Et af dem er DNA CENTER, som ligger i Sønderborg.

    »Jeg var i USA og så markedet dér. Så tog jeg ideen med til Danmark,« siger Per Mønsted på 33.

    80 procent af sagerne er faderskabssager, siger han, og over halvdelen af kunderne er kvinder.

    »Kvinderne har brug for en afklaring, men de kan jo ikke lave testen uden manden.

    Man kan i teorien godt bruge spyttet efter et slik på et frimærke, men det vil koste en formue i analysearbejde, og man er ikke sikker på resultatet. Det samme gælder døde hår. Man skal bruge vatpinde, der har været inde i munden,« siger Per Mønsted: »Alle har ret til at kende sandheden. Uanset om den er positiv eller negativ. Det er min drivkraft bag det her.

    Jeg ved ikke selv, hvem min far er, og jeg ville meget gerne vide det. Jeg ville ikke tøve et sekund, hvis jeg fik mulighed for at teste det. Jeg går selv i uvished, og det har jeg gjort i over 30 år,« siger Per Mønsted.

    Han får mange opkald fra gravide kvinder, der ønsker en test, før barnet bliver født.

    »Det kan sagtens lade sig gøre, men det siger jeg nej til. De er vel usikre på faderen, og så kunne de finde på at fremprovokere en abort.

    I det hele taget er der mange uafklarede etiske spørgsmål i det, fordi der findes for få regler.«

    Firmaet i Sønderborg foretager også en række dna-tests på dyr. For at undgå fusk med stamtavler, når der skal avles hunde og heste. Også papegøje-opdrættere har brug for dna-test, når der skal tænkes på næste generation, fordi man ikke kan se gøjens køn.

    Du kan finde de danske dna-firmaer på nettet på følgende adresser:

    www.b-a-b-y.dk/indkoeb/forhand/forh297m.asp

    www.dnatest.dk/default.htm