Fyn er klar til at tage et kvantespring frem i it-alderen. En aftale mellem Fyns Amt, Odense og Svendborg kommuner samt telekoncernen TDC sikrer virksomheder og institutioner adgang til dataforbindelser, der kan transportere data med en hastighed af 100 megabit pr. sekund - eller 50 gange hurtigere end de kraftigste ADSL-forbindelser.

Ifølge aftalen skal TDC udbygge og nedgrave et fibernet, så der i byområder er maksimalt 500 meter fra en potentiel erhvervskunde til TDC's net. Uden for byområder vil udbygning ske i takt med efterspørgslen - men alle skal kunne få forbindelsen leveret i løbet af tre måneder.

Aftalen medfører, at Fyn i løbet af de kommende seks måneder vil have den bedste it-infrastruktur i landet.

/ritzau/