Søndag indrykker den danske militære efterretnings-tjeneste FE jobannoncer i søndags-aviserne under overskriften 'Indhenter'.

Alt efter temperament kan det oversættes til spion eller agent, men indholdet er det samme, skriver B.T. lørdag.

FE søger et antal medarbejdere, der skal fremskaffe skjulte informationer ved hjælp af menneskelige kilder i brændpunkterne i Mellemøsten, Afghanistan, Irak og Pakistan. Det er første gang siden marts 2005, at FE aktivt går ud og hyrer nye 'ekstraordinære talenter', som man dengang kaldte det.

- Vi gør det af tre årsager, siger fungerende presseofficer Mette Nøhr fra FE i en kortfattet kommentar til jobannoncen.

- Vi ønsker at styrke området yderligere. Det er tre år siden, vi sidst søgte folk. Og det er en fordel for os at rekruttere i flok, så vi kan uddanne folk samtidig, siger hun til B.T.

De kommende agenter skal med samme lethed kunne operere på egen hånd i krigszonen i Afghanistan, i de lovløse stammeområder i Pakistan og på steder, hvor militante muslimske grupper sætter dagsordnen.

Man skal arbejde diskret, knytte de rette kontakter og målrettet indsamle informationer, som FE ikke har mulighed for at skaffe sig andre steder fra. Hverken fra åbne kilder eller gennem andre efterretningstjenester eller ved hjælp af elektronisk overvågning.