Der har ikke været meget at klage over på filmfronten her i den spæde start på det nye årtusinde. Og som de levende billeder tegner sig, fortsætter den tendens et godt stykke tid endnu.
Vi har kigget lidt i krystalkuglen, og gi'r dig her en lille forsmag på, hvad du har i vente de kommende måneder.

Allerede på fredag lægges der ud med drama i den helt store stil, nemlig når "Anna og kongen" får premiere.

Jodie Foster spiller hovedrollen som den engelske lærerinde, der trodser sin tid og rejser til Siam for at undervise kongens 58 børn, og selvfølgelig ender med at forelske sig i ham.

Meget uventet blev filmen ret overset ved Oscar-nomineringerne - hvor Jodie Foster plejer at være garant for opmærksomhed - og er kun med i dysten om prisen for bedste scenografi og kostumer!

Forelskelse og erotisk besættelse er også hovedingredienser i Neil Jordans filmatisering af Graham Greenes selvbiografiske roman "Enden på legen", som foregår under 2. verdenskrig, og handler om et hemmeligt forhold mellem en forfatter og en gift kvinde.

I modsætning til Foster, fik Julianne Moore en nominering for sin præstation overfor Ralph Fiennes.

"Anywhere but here" er sådan en rigtig følelses-film om forholdet mellem mor og datter (Susan Sarandon og Natalie Portman) og deres op- og nedture i Beverly Hills.

Den har premiere 24. marts, samme dag som "Magnolia", vinder af Guldbjørnen på Berlin Filmfestival i sidste måned.

Som "Short Cuts" for år tilbage, samler "Magnolia" er menneskeligt puslespil på en dag i deres liv.

Den dag, de får en bedre forståelse af sig selv. Og det lyder måske farligt prætentiøst, men er det slet ikke.

Faktisk er "Magnolia" - som har ovennævnte Julianne Moore og Tom Cruise på rollelisten - en både morsom og gribende film, som efter endt spilletid på tre timer får dig til at skrige efter mere!

Nogen vil sikkert skrige 'hvad?', når de hører, at Cameron Diaz ejer en fodboldklub.

Men det gør hun faktisk i Oliver Stones nye film "Any Given Sunday" - premiere 31. marts - hvor hun kommer i mere end almindelig karambolage med Al Pacino, klubbens aldrende træner, som holder sine spiller-traditioner i hævd, mens hun forsøger at trimme klubben til de nye tider.

Nicolas Cage og Patricia Arquette er også kommet i karambolage med hinanden, og skal nu skilles.

Men om det har noget at gøre med "Nattens skygger", skal vi ikke gøre os kloge på her.

Filmen - instrueret af Martin Scorsese med premiere 31/3 - handler om en plaget ambulancefører (Cage), som redder en patients liv, forelsker sig i hans datter (Arquette), men alligevel ikke kan komme overens med sin skyldfølelse over at have medvirket til en tidligere patients død.

Om "Juliane Jensen" tumler rundt med skyldfølelse, får vi måske svaret på i fortsættelsen til "Klinkevals", som får premiere 7. april.

Igen er det selvfølgelig Mette Lisby som lægger krop til Jane Aamunds romanfigur.

Ugen efter springer Denzel Washington ind i kroppen på Rubin "Hurricane" Carter, hvis boksedrømme blev knust, da han blev dømt for tre mord, han ikke havde begået, og efter 19 års kamp bag tremmer endelig slippes ud i friheden.

Nu skal man selvfølgelig ikke drage nogen sammenligning... men for Ben og Katie Jordan har de sidste 15 år udviklet sig til en slags fængsel.

De er nemlig gift, og har nået det klassiske punkt, hvor det de forelskede sig i, er det de ikke længere kan udstå.

"The Story Of Us" hedder denne romantiske komedie med Bruce Willis og Michelle Pfeiffer i hovedrollerne, som har premiere 28. april.

Og når nu vi er i den boldgade, kommer "Fruen på Hamre" samme dag. "En kærlighedshistorie om to der ikke elsker hinanden" hedder det om den nye Morten Korch film, hvor Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen er de to ikke elskende.

Forskellige grader af gys

"Max" er ikke en film, som film er flest. Denne danske film med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen - premiere 17. marts - kaldes en følelsesladet thriller, og handler om den unge Max (Sidse Babett), som efter afsoningen af en dom for tyveri opdager, at hendes far har lejet en søn (det kan man faktisk i Japan!) i hendes fravær.

Og dermed går hun i krig med at tilkæmpe sig den position, der rettelig er hendes. Men det går ikke lige som planlagt.

Instruktøren Tim Burton har stået bag mange bizarre film, og "Sleepy Hollow" er ingen undtagelse.

Historien stammer fra Washington Irvings roman, en klassiker i USA, og er en rigtig horrorfilm om den hovedløse ridder (Christopher Walken), som myrder på livet løs, hvorfor politiet sender konstabel Ichabod (Johnny Depp) ud for at løse gåden med sine avancerede teknikker.

"Sleepy Hollow" får premiere 17. marts, men allerede ugen efter får den skarp konkurrence fra "The Talented Mr. Ripley", omend uhyggen i de to film ikke helt kan sammenlignes.

Også "Ripley.." er bygget over en roman, nemlig Patricia Highsmiths første i serien om figuren Ripley, en mand så besat af at være en anden end sig selv, at han skrupelløst myrder de, som kommer i vejen for ham.

Ripley spilles af Matt Damon, mens Jude Law og Gwyneth Paltrow er parret, der bliver katalysatorer for Ripleys drømme.

Der er også mange, der drømmer om Leonardo DiCaprio. Men om de i den alder har godt af at gå ind og se hans nye film "The Beach" er straks noget helt andet.

Endnu en film som bygger på en bog, og en rigtig creepy én af Alex Garland, som af mange er blevet sammenlignet med "Fluernes herre".

En ung backpacker søger eventyr og spænding i Thailand, og tror han har fundet det, da han finder frem til en hemmelig ø, der fungerer som et isoleret mini-samfund for en lille gruppe ligesindede.

Men bag den idylliske facade lurer de samme farer som ude i det store samfund, farer som beboerne vil gøre alt for at komme til livs. "The Beach" får premiere 7. april.