FLSmidth koncernen mener sig udsat for industrispionage. Man har ophævet samarbejdet med en konsulent og anmeldt en tysk virksomhed til tysk politi.

Den danske cementkoncern FLSmidth har været udsat for industrispionage, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

På baggrund af mistanken har FLSmidth med øjeblikkelig virkning ophævet samarbejdet med en konsulent, der frem til i dag har været tilknyttet selskabets forsknings- og udviklingscenter.

Desuden har man meldt en tysk virksomhed til det tyske politi. Den tyske konkurrent er meldt for industrispionage i form af hæleri og udnyttelse af uretmæssigt tilegnet materiale. Der er foretaget en ransagning på den tyske virksomhed.

Den pågældende medarbejder har ifølge FLSmidth i marts 1998 solgt komplette tegninger på en patenteret klinkerkøler til en tysk konkurrent. Klinkerkøleren er en af hovedmaskinerne i en cementfabrik.

"FLSmidth betragter denne sag med meget stor alvor", hedder det i en meddelelse fra koncernen.

/ritzau/