Kræftsyge tyske soldater og deres pårørende får nu mulighed for at gå til retten i USA med erstatningskrav mod seks amerikanske firmaer, der fremstiller radarudstyr.

Det har en domstol i El Paso afgjort, skriver Financial Times Deutschland med henvisning til personer, der står sagsøgerne nær. Afgørelsen betyder bl.a., at sagsøgerne kan få adgang til interne dokumenter hos de seks virksomheder.

Bag kravet om erstatning står 450 syge soldater, som påstår, at arbejdet med radarmateriellet har påført dem leukæmi og testikelkræft. Tilfældene kan føres tilbage til årene mellem 1958 og -94.

Inden den 30. juni skal domstolene i USA tage stilling til, om de tyske krav om erstatning kan behandles som én, samlet sag. Hvis det sker, ventes antallet af sagsøgere og den samlede erstatning vil stige kraftigt.

/ritzau/