"Den eneste ene" triumferede i jævnbyrdigt Bodil-opløb

Med tre ud af fem mulige statuetter blev "Den eneste ene," 1990'ernes største danske filmsucces, topscorer ved aftenens uddeling af Bodil-priserne i Imperial biografen i København.

Susanne Biers hverdagskomedie, som trak 850.000 danskere i biografen, blev kåret som bedste danske film i 1999. Desuden fik Sidse Babett Knudsen en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle, mens Paprika Steens birolle i samme film ligeledes kom helt til tops.

Niels Olsen og Lars Kaalund var nomineret for bedste mandlige hoved- og birolle i "Den eneste ene." De to priser gik imidlertid til henholdsvis Henrik Lykkegaard for hans fremstilling af fiskeren Lars Erik i "Bornholms stemme" og til Jesper Asholt, som spillede Anders W. Berthelsens retarderede bror i "Mifunes sidste sang".

Begge de to film var nomineret i fire kategorier, men måtte altså tage til takke med en enkelt.

/ritzau/