Det skal være lettere for virksomhederne at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark - hvordan vil regeringen afsløre onsdag.

Regeringen vil onsdag præsentere en ny plan, der kan skaffe flere hænder til virksomhederne her og nu. Henrik Bach Mortensen, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, har tirsdag hørt om den nye plan hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Direktøren er begejstret for, hvad regeringen er på vej med og peger på en særlig green card ordning, der blandt andet kendes fra Canada. Den nye ordning betyder, at borgere fra ikke-EU-lande med bestemte kvalifikationer fremover kan rejse ind og søge arbejde i Danmark.

- Det er et afgørende gennembrud og åbner for arbejdskraft til Danmark. Enhver med bestemte kvalifikationer kan så få adgang til at komme til landet og søge arbejde, og det er helt afgørende for at bevare vores velstand. Både offentlige og private virksomheder mangler folk, og det er nødvendigt at få arbejdskraft fra udlandet, siger Henrik Bach Mortensen til Ritzau.

/ritzau/