Det er langt fra alle danske badelande, der har uddannede livreddere på arbejde, når danskerne plasker rundt i bølgerne. Det viser B.T.s test. Direktør efterlyser fælles retningslinjer.

Det står stadig sløjt til med sikkerheden i de danske badelande. De fleste regner med, at når der står livredder på trøjen, er det en garanti for, at vedkommende kan redde liv.

Men det er langt fra tilfældet, viser en test, som B.T. har foretaget. I 13 af de 31 badelande, som B.T. har været i kontakt med, har du ingen garanti for, at der er uddannede livreddere til stede i åbningstiden.

Nogle steder består opsynet af personalet i iskiosker eller kantinen, fordi politiet ikke kræver livreddere på grund af vanddybden.

Da B.T, tjekkede sikkerheden i de danske badelande sidste år, var der ikke garanti for uddannede livreddere i 21 af de 30 badelande, og i halvdelen af de 30 badelande var der slet ingen livreddere.

Enkelte af de store badelande, bl.a. 'Djurs Sommerland' og 'Fårup Sommerland' har siden skærpet sikkerheden og ansat livreddere.

Ensartede krav
Og der er god grund til at tage sikkerheden alvorligt:

- Vi tør simpelthen ikke andet. Vores reddere har været i vandet efter folk fire gange, hvor der Gud ske lov ikke skete noget. Så vi kan se, at det virker, siger centerleder i Danland ved Gråsten, Feriecenter Fiskenæs, Sandi Müller.

Både i Dansk Svømme Union og Rådet for Større Badesikkerhed er man chokerede over, at sikkerheden er så tilfældig, og ønsker ensartede sikkerhedskrav til badelande.

- Det er noget, vi er nødt til at tage op med Rigspolitiet. Vi gik ud fra, at tingene var i orden. Det må være et krav, at der er livreddere, der har taget erhvervslivredderprøven i alle badeanlæg, der har offentlig adgang, siger formanden for RFSB, Michael B. Aller.

Direktør Pia Holmen fra Dansk Svømme Union, der står for uddannelse af livreddere, er rystet over, hvor lavt badegæsternes sikkerhed prioriteres af myndighederne efter den nye kommunalreform, hvor det er det lokale politi og myndigheder, der fører tilsyn med sikkerheden:

Klarere regler
- Vi er nødt til at have nogle klarere regler og certificering af badelande i stil med restauranternes Smiley-ordning, så de badende med det samme kan få indtryk af sikkerhedsniveauet.

- Det lokale politi, der skal godkende sikkerheden i de enkelte badelande, er slet ikke fagligt klædt på til opgaven. Desværre er det et spørgsmål om penge, siger Pia Holmen og tilføjer:

- Uheld kan altid ske, uanset hvor mange livreddere, der er til stede. Ligesom på stranden må man aldrig slippe sit barn af syne, når det befinder sig i vandet. Men at bruge en lav vanddybde som argument for ikke at kræve livreddere, er det værste sludder, jeg har hørt, Man kan drukne på 20 cm. vand!

Samme regler for alle
Ideen bakkes op af direktør Palle Holmbech, Feriecenter Nordsøen i Blokhus, der ikke selv har ansat uddannede livreddere i sit badeland:

- Der burde være fælles retningslinjer, så det er de samme regler, der gælder for os alle uanset, om vi har gæster udefra eller ej.

Inden han kom til Blokhus, var han ansat i et Danland på Fyn, hvor der gælder andre regler, end dem han nu skal leve op til i Nordjylland.

- Det virker komisk, for det er jo de samme turister, jeg betjener, men det ene sted risikerer de at komme mere galt af sted end det andet. Det ville være bedre, hvis vi fik et ens sæt regler, der ikke var afhængige af den enkelte politibetjent.