Denne tirsdag har ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) set frem til i lang tid. For første gang i sit 45-årige liv betræder han den støvede jord på Roskilde Festival.

- Hvorfor pokker har jeg aldrig gjort det noget før, udbryder ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen, da han går rundt på Roskilde Festival mellem telte og boder.

Han er ankommet tirsdag eftermiddag for at diskutere unge, demokrati og fremtidsdrømme mod 2030 med festivalgæsterne.

Eventen foregår i 'Dream City' på Campingområde Øst. Og han er målløs.

- Jeg er helt overrasket over, at det er så stort. Det kommer helt bag på mig. Området er jo enormt, udbryder ministeren til bt.dk

Skal se Bruce
I dag tirsdag skal han kun tilbringe et par timer på festivalen. Men på lørdag vender han tilbage. Og her ser ministerens program helt anderledes ud.

- Der skal jeg herned og give den gas. Jeg skal være her i 24 timer og har besluttet mig for at twitte en gang i timen, siger Manu Sareen.

Det får ham dog ikke til at holde sig fuldstændigt fra de våde varer, afslører han til bt.dk

- Nej, det er jo Roskilde. Og så skal jeg se Bruce (Springsteen, red.). Det bliver for vildt.

Omvendt madpyramide
Da Manu Sareen var yngre, sagde festivallivet ham intet. Derfor tog han aldrig afsted.

- Min musikudvikling gik i stå i 80’erne, forklarer han.

Han indrømmer, at han var mere til drinks, barer og ordnede forhold i København end til håndbajere, telt og mudder på Roskilde.

- Men nu ærgrer jeg mig da helt vildt over, at jeg ikke gjorde det, siger han og kigger sig omkring.

Ministeren peger begejstret på et par bakker med rester fra nachos og smeltet ost, der ligger og flyder.

- Se, det mad er jo fantastisk. Det er den omvendte madpyramide, vi ser herude, udbryder han.