Tillykke til Anne Linnet – hun har sat kedsomhed på formel, og den formel hedder ’Anne Linnet live i 2011’
Og vi bringer en lykønskning. Den ære skal overgå Anne Linnet, som efter små fire årtier på musikscenen herhjemme at fuldbringe sit projekt – gående ud på at sætte musikalsk kedsommelighed på formel.Det fik vi et lammende, langtrukkent og – ja da – dødsens kedsommeligt bevis på, da Anne trådte op på Den Smukkestes Rytmehans-scene lørdag eftermiddag. Fra starten med en bedøvende ligegyldig version af ’Barndommens gade’, til jeg en time senere udvandrede til en nærmest kastreret forsøg på at genoplive et Marquis De Sade nummer, jeg lykkeligt har glemt titlen på (nej, jeg har ikke – det var ’Glor på vinduer’.
Baggrunden for at Anne er lykkedes med projektet ’begrav min egen sangskat godt og grundigt’ er, at konen – som så mange andre arbejdsgivere i disse år – åbenbart tror, at man kan levere en vare af samme kvalitet som før, til trods for at man har sparet en betragtelig procentdel af personalet væk.
Savner fremdrift Anne har ingen rytmegruppe men holder i stedet sin keyboardmand ansvarlig for at sørge for, at der både er bas- og trommedrive i foretagendet. Det lykkes overhovedet ikke, skulle jeg hilse at sige.
Derudover består hendes band af en guitarist og en korsangerinde, og så burde det give sig selv, at med en besætning som den nævnte savner musikken både fremdrift og dynamik. Og hvis jeg nu lige skal være alvorlig et øjeblik, så er det faktisk synd. For Anne Linnet har jo skrevet ganske mange gode sange, men hun burde også være erfaren nok til ikke at servere dem i arrangementer og i versioner så én-dimensionelle som en fladtrampet frisbee.
Men okay og som nævnt, hvis planen har været at perfektionere kedsomhed på formel, så er den ved at være der.
