Skønheden Kate Moss har besluttet sig for, at hun vil indspille en plade sammen med kæresten Jamie Hince

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at kendte skal forsøge sig med noget, som ikke er deres primære kompetence. Nu er det supermodellen Kate Moss, der vil bevise, at hun kan andet end bare se godt ud. Hun er gået i studiet for at lave en plade.

Kate Moss' kæreste, Jamie Hince fra bandet The Kills, skal hjælpe til med produktionen af pladen, så Moss blot skal koncentrere sig om at ramme tonerne. Han er, ifølge The Sun, gået med i projektet, fordi han alligevel altid hører hende synge derhjemme, og han kan altså lide, hvad han hører.

Kate Moss har tidligere været kæreste med Pete Doherty, som er forsanger i Babyshambles, og det var ikke kun stofferne, de var fælles om. Moss hjalp ofte Pete med sangskrivningen, og hun har desuden sunget med på en coverversion 'Some Velvet Morning'.

At Kate Moss er en af nutidens absolut største modeller blev slået fast i 2008, da kunstneren Marc Quinn fremstillede en statue af Kate Moss udelukkende af rent guld til en museumsudstilling i England. Statuen vejer 50 kg og siges at være den største guldstatue, der er produceret siden det gamle Egypten.