Og således steg den hvide røg langt om længe op ad den rigt ornamenterede skorsten på rockredacteurens domicil på Nørrebro.
Som et tegn på at nu var de skrift-knap-så-kloge på bt.musiks redaktion langt om længe blevet marginalt enige med sig selv om, at disse femten koncerter i årets løb rent faktisk var endnu en (nytårs)messe værd.Hér har d’herrer og kløgtige kvinder så en reel chance for én på (gen)opleveren eller en lige så reel lejlighed til at gnave i gelænderet af raseri over, at vi har glemt netop jeres favorit i det forløbne år.
God fornøjelse uanset hvilken vej barometret svinger.
______________________________________
STEFFEN JUNGERSENs store aftener:
AC/DC, Parken, København 19. juni:
Dén bedste koncert på dansk grund nogensinde. Hér var selve livet på spil i rockens tjeneste, og adskillige af de 48.000 tilskuere fik bibragt samme liv en helt ny dimension denne aften. Igen må jeg citere én af mine nære venner, som i løbet af koncerten påpegede: ”Efter det hér er alt andet dukketeater!”
BRUCE SPRINGSTEEN, MCH Arena, Herning, 8. juli:
At hævde Bruce Springsteen altid er feststemt svarer nogenlunde til at sige, at Lemmy fra Motörhead af og til er frisk på en Jack D. Men denne aften på heden tog overstadigheden over fra det feststemte med en koncert, som – selv af chefen at være – var uhørt veloplagt og vidunderlig.
EAGLES OF DEATH METAL, Vega, København, 10. marts:
Det var så lige hér, jeg kom til at stå i evig gæld til min tro væbner Mathias, som igen og igen havde opfordret mig til at opleve Eagles Of Death Metal. Det gjorde jeg så omsider. 75 procent af numrene starter med trommeslagerens 4/4 rock’n’roll hammer, inden bandet sætter ind med endnu en variation over Stones’ ”Brown Sugar” riff. Og da de så spillede SELVE ”Brown Sugar”… well, det operative udtryk er ”rock and roll i renkultur.”
METALLICA, Forum, Frederiksberg, 28. juli:
Den sidste koncert på Metallicas fem koncerters tour-de-force i Forum i sommer og tillad mig at citere mig selv: ”en mesterlig, mageløs og majestætisk magtdemonstration af en koncert og den bedste Metallica koncert, jeg har oplevet i næsten tyve år!”
Sådan var det. Metal som i METAL(lica)!!
ZZ TOP, Jelling Festival, 31. maj:
Danmarks mest sympatiske festival hyrede ét af verdens mest sympatiske bands, og SÅ var der fest. ”I know a girl, she lives up the hill, she won’t do it but her sister will – I got the boogie!” Oh yeah… gu’ fanden har vi “the boogie”; alt andet er umuligt i selskab med d’herrer Gibbons, Hill og Beard, når de er i dét her humør.
______________________________________
MATHIAS NIELSENs store aftener:
DAVID BYRNE, Falconer Salen, 16. marts:
Der var dømt hit på hit og gyngende stolerækker i Falconer Salen, da David Byrne understregede, at han bestemt stadig kan synge og spille. Og man savnede på ingen måde Talking Heads, mens den sølvhårede ekvilibrist fremførte klassikerne sammen med et superbt backingband.
METALLICA, Forum, 23. juli:
Niveauet svingede noget under Metallicas historiske femdagesløb i Forum i juli, men veteranerne nåede dog at gøre opmærksom på, hvorfor de stadig har status som verdens største metalband. Den tredje koncert var en ægte thrash-fest anført af ’No Remorse’, ’Blackened’ og en version af ’For Whom the Bell Tolls’, der fik loftet til at krakelere.
NINE INCH NAILS, Roskilde Festival, 3. juli:
Ellers indadvendte Trent Reznor gav en udadvendt farvelkoncert med et vitalt Nine Inch Nails omkring midnat på Dyrskuepladsen. Der var magi i luften under det to timer lange triumftog; det var årets Roskildekoncert, og lyden har sjældent stået skarpere fra Orange scenes anlæg.
RICHMOND FONTAINE, Loppen, 24. september:
Årets koncertoverraskelse leverede den suveræne historiefortæller Willy Vlautin og hans brillante band Richmond Fontaine. Denne septemberaften stod Loppens menu nemlig på vedkommende, rørende tekster og fortryllende melodier, som Bruce Springsteen med garanti ville ønske, han selv havde skrevet.
WILCO, Det Kongelige Teater, 8. november:
Americana-ensemblet Wilco nåede lige forbi og gav en af deres sjældne optrædener på dansk grund, mens året gik på hæld. Som forventet blev det en momentvis magisk aften i Det Kongelige Teater, hvor avantgardeguitarist Nels Cline og frontmand Jeff Tweedy sparkede sangene godt ud mellem de polstrede stolerækker.
______________________________________
HENNING HØEGs store aftener:
LEONARD COHEN, Fox Theatre, Detroit, 9. maj:
I bilbyens gamle, smukke teater genskabte Cohen endnu engang sit fejlfri og følte univers. Det var min fjerde Cohen koncert på to år. Og jeg vil have mere.
DAVE MATTHEWS BAND, DTE Energy Music Theatre, Clarkston, 28. juli:
Matthews har ikke alene én af rockens mest brutale sangstemmer. Bandet spiller også som et schweizisk urværk på steroider - på én gang millimeter-præcist og muskuløst løssluppet.
ROGER DALTREY, Chicago House Of Blues, 2. november:
Sjovt at se Daltrey uden resten af The Who. Overraskende tilbagelænet og masser af Who-sange (bl.a. "Cache Cache" og "Pictures of Lily"), som Pete Townshend ikke længere gider røre ved. Petes bror Simon Townshend spillede guitar.
TAYLOR SWIFT, Van Andel Arena, 2. oktober:
Fedt at se en helt ung kunstner, der rent faktisk kan både spille og synge - uden computerhjælp. Og så var stemning blandt publikum ladet med energi.
BRUCE SPRINGSTEEN, Auburn Hills ved Detroit, 13. november:
Der er snart ikke så meget at sige om Bruce´ koncerter. Og denne aften i sportshallen var da også bare stor og perfekt - som livet selv.
