Denne uges runde fødselar hr. Springsteen har gjort meget ud af at synge for den forpinte amerikanske underdog, og ageret talerør for en befolkningsgruppe, der normalt ikke får nogen som helst offentlig opmærksomhed.
I front for sit band Richmond Fontaine gør Willy Vlautin cirka det samme, men af en eller anden årsag er countrykvintetten fra Portland, Oregon aldrig blevet berømt inden for USAs grænser.
Anderledes står det til i resten af verden, hvor d’herrer får stadig mere omtale, hver gang de sender et nyt album på gaden, og Vlautin har oven i hatten opnået bred anerkendelse for sin debut som romanforfatter til ’The Motel Life’.
Denne aften var det dog i anledning af Richmond Fontaines nye plade ’We Used to Think the Freeway Sounded Like a River’, at han var i København – nærmere betegnet Christianias Loppen.
Skizofren seksstrenget
Bliver man ramt af de pessimistiske historier, som de lyder på plade, så er der høj sandsynlighed for, at de sidder endnu hårdere i mellemgulvet live. Takket være bandet bag den historiefortællende frontmand.
Den mest slidte kliché om den klippefaste bassist må tages i brug om Dave Harding, der nærmest påførte sin stakkels bas vold, og leadguitaristen Dan Eccles’ lyd har så mange facetter, at man skulle tro, hans seksstrengede var skizofren.
Og med ekstramanden Ralph Huntley på keyboard og trækharmonika var fundamentet for de filmiske fortællinger lagt, og det blev da også til 90 suveræne (fraset et par håndfulde kedelige) minutter i selskab med det fortrinlige ensemble.
Kuldsejlede parforhold
I Vlautins verden er alle på røven, og alkoholismen rammer kønnene på tværs, som i den sarkastiske ’The Boyfriends’, der musikalsk lyder som Bob Dylans ’I Shall Be Released’ tilsat mariachi-toner og disco-beat.
Men hans univers er tvetydigt, for i ’The Pull’ holder hovedpersonen op med at tale efter et AA-ophold og sin tilbagevenden til det normale liv, for som han siger: "Når jeg er ædru mærker og ved jeg ingenting. Overhovedet ingenting".
I den anden grøft ligger taberen, der har fucket op i endnu et blackout og er ’Lost in This World’, mens ’Maybe We Were Both Born Blue’ er en spiddende beretning om et kuldsejlet parforhold.
Ind under huden
Vlautins højdepunkt som historiefortæller – og i øvrigt også aftenens klimaks – ’Willamette’ handler om hovedpersonens afmagt, da broderen forlader familien uden at sige noget og efterlader den i ruiner med søvnløse nætter og bekendte, der går i spåner.
Richmond Fontaine spillede sangen som en fatal blues a la Leadbellys ’In the Pines’ (også kaldet ’Where Did You Sleep Last Night?’), som strakte sig over næsten ti minutter.
Dét gik helt ind under huden.
Man bliver slet og ret oprigtig rørt af Richmond Fontaine – hvor enkle deres kompositioner så end måtte være – også da de mod slut kastede sig ud i en punket hyldest til garagerock-ikonerne Dead Moon, inden vi blev belønnet med et ekstra ekstranummer, ’Four Walls’.
Det var valuta for pengene, og det var følelsesfuld countryrock, som gik lige i hjertet.
