Der er – som forventet – meget få negative ting at sige om den rabaldrende rockfest, Eagles of Death Metal satte i gang i Store Vega i aftes.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er musikere, der bare spiller rock, og så er der musikere, der simpelthen spiller den og optræder med den, som havde de solgt deres sjæl til djævlen i bytte for indpiskerevner – folk som Little Richard, Mick Jagger og Bon Scott for nu at nævne et par af de klassiske eksempler.I mere moderne musikalsk sammenhæng må man også nævne Jesse ”The Devil” Hughes fra bandet Eagles of Death Metal, der er i dén grad lykkedes med at udvikle det, der i sin tid startede som en musikalsk joke til et vaskeægte rockkultnavn.
Når den rødhårede djævel står på scenen iført solbriller, retter på sin umiskendelige snegl af et rødt overskæg og fyrer boogie-rock’n’roll af, er man aldrig et sekund i tvivl om, at han lever og ånder for sit håndværk, og udlever dén mission påbegyndte, da han dannede bandet med vennen Josh Homme fra Queens of the Stone Age.
Homme inviterede Hughes til at agere spøjs support for QOTSA i 2005, men siden dengang har rygtet om Eagles’ rabaldrende rockfest spredt sig med lynets hast, og i aftes meldtes der såmænd udsolgt til festlighederne i Store Vega. På en ganske almindelig tirsdag, endda.
Scroll ned for at læse videre…
Tøserne trakteres
Men efter at Jesse ”The Devil” havde gjort sin entré, og var blevet modtaget som en anden Elvis til ironiske toner af pumpende hiphop, forstod sådan set publikum, da bandet bragede ud i speed-boogien ’I Only Want You’ og sangen med den sigende titel, ’Don’t Speak (I Came to Make a Bang!)’.
Omgivet af et slæng bestående af den to meter høje gigant af en bassist Brian ”Big Hands” O’Connor, den smukt underspillende, gaselignende guitarist, Dave Catching, og Queens of the Stone Ages trommeslager, Joey Castillo – som bare bliver bedre og bedre for hver gang man ser ham – var det fra start en win/win-situation for den gode Jesse.
Det tog muligvis kvartetten en halv times tid at finde ordentlig fodfæste, og det var da en smule belastende med de lange pauser mellem sangene, hvor den karismatiske frontmand travlt trakterede tøserne på de forreste rækker, men ville man omvendt IKKE også selv have gjort det samme?
Gu’ ville man da så, og da Eagles of Death Metal endelig havde spillet sig varme, kunne de ingenlunde skjule deres status som no bullshit-band, der leverer varen hver gang – inklusive denne.
Folkefest
Fra den sikre vinderfortolkning af Stealers Wheels ’Stuck in the Middle’ (eller ’Stuck in the Metal’, som Eagles naturligvis kalder den) gik det i bogstaveligste forstand over stok og sten med en perlerække af festligheder og sange med titler, der ved gud taler for sig selv:
’I Got a Feelin (Just Nineteen)’, æggende dystre ’I Like to Move in the Night’, samt balstyriske ’I Want You So Hard (Boy's Bad News)’, der lukkede det regulære sæt, og for alvor fik gulvet i Vega gynge mod et truende kollaps under det folkefestende publikum.
”The Devil” kom alene tilbage på scenen og spillede et par af ønsker fra de forreste rækker, inden bandet listede på scenen, mens han med fortolkningen af Rolling Stones’ ’Brown Sugar’ understregede, hvor han har alle (som i ALLE) sine sange fra.
Men dét gjorde det skam ikke mindre genialt at høre 1.500 mennesker skråle med på en – i Rolling Stones-regi – intimudgave af et af de bedste rocknumre nogensinde.
Vi fik kort sagt en lektion i, hvorledes rockmusik skal spilles; tight og tonsende men med en god portion humor med et stænk af festlig selvironi og selvfølgelig en varm ydmyghed overfor publikum.
Lur mig, om ikke der blev taget en Eagles of Death Metal-mødom eller to i aftes, og lur mig om ikke samtlige af de 1.500 koncertgængere vil deltage i en underskriftindsamling for at få bandet på Roskilde Festivals program fredag eller lørdag aften? Jeg tror det…
Se Eagles of Death Metal spille Rolling Stones' Brown Sugar her:
