Metallica gik fra en mat mandag til en tordnende tirsdag, da de gav den femte, sidste og afgørende koncert på dansk grund i denne omgang.
En ”The Thing That Should Not Be”, som kunne knuse katedraler til grus på kilometers afstand!En ”Sad But True”, som kunne filetere en kaskelothval på tid!
En ”Of Wolf And Man”, som kunne skræmme striberne af en overmodig zebra!
En ”Cyanide” så giftig som selve sangens navn.
Og – åh, min Gud – Ennio Morricones gamle spaghetti-western tema ”Ecstasy Of Gold” spillet af Metallica SELV i stedet for som normalt at spille en båndet udgave inden koncerten.
Et Metallica tilbage i nerveflænsende, tordnende og testikel-tæskende topform efter mandagens matte manøvre gjorde i aftes præcis dét, man egentlig kun havde turdet håbe på efter fire shows på dansk grund den sidste uge.
Nemlig på det sidste arrige afdansningsbal at trække samtlige trumfer af ærmerne og hæve intensitetsniveauet til det grumt tænderskærende foran disse koncerters bedste publikum, som var i en landskampstemning, som havde vi stadig et fornuftigt landshold.
Det har vi så ikke. Men vi har METALLICA!! Og når vi har Metallica i en form, så man allerede ved de afsluttende guitartemaer i indledningsnummeret ”That Was Just Your Life” kan mærke, at både de og publikum ved, at nu – som i NU – skal det være, fås det sgu ikke meget bedre.
Mesterlig og majestætisk
Faktisk var koncerten i aftes Metallica, når de er aller-, allerbedst. Læs blot selv sætlisten – den bedste jeg nogensinde har hørt dem spille - og græd (det var sgu’ lige før, jeg selv gjorde det, da bandet ramte ”Battery” mod koncertens slutning) og vid hermed at de numre blev spillet med en overmåde overskud og en selvtillid hentet på Satans eget lager for letlevned og legesyge.
En mesterlig, majestætisk og mageløs magtmanifestation af en koncert, og den bedste Metallica-koncert, jeg har oplevet i næsten tyve år. Og jeg har trods alt været med til nogle stykker, venner!
Så, jo fem koncerter på otte dage, og jo, jeg er faneme ”Broken, Beat And Scarred”. Men det var det hele værd. Lad blot være at forsøge at få en sammenhængende sætning ud af mig de næste par dage… for slet ikke at tale om at råbe mig op…
HEAVY METAL! Som man har det med at påpege i sådan en situation.
