Den bedårende boogiemaskine AC/DC hamrede selv efter 35 år stort set samtlige deres konkurrenter ind i dét hjørne af kravlegården, hvor de nu kan sidde, savle og skamme sig efter gårsdagens opvisning i Parken

AC/DC, Parken, København. Séks stjerner

Lad Louisianas direktører bekymre sig om kunst. Lad ministre af mere eller mindre moralsk beskaffenhed bekymre sig om finanskrisen.   Lad Lars Lykke bekymre sig om sig selv. Lad Roskilde Festival bekymre sig om at være trendy.  Lad dagligdagens bekymringer fare ad helvede til.

Og lad så ridderne af rockens reneste sti, baronerne af boogie, greverne af de grofthuggede guitarriffs og kejserne af kontant rock’n’roll afregning ved kasse ét, AC/DC, bekymre sig om én eneste ting:

LET THERE BE ROCK.

Bortset fra at der – som de australsk/britiske legender i aftes beviste i Parken – overhovedet ingen grund er til bekymring. Heller ikke selv om folk i forventning før denne koncert har været højere oppe at køre end en konvoj af truckere på vej gennem et distrikt uden fartbegrænsninger.

Forrest på scenen står den ubetalelige Angus Young og sætter hver eneste tone ind som et afgørende argument for, hvorfor rock and roll – spillet af de rigtige – overflødiggør alle andre musikalske genrer. Ved siden af står sanger og all round livsstykke Brian Johnson og nyder åbenlyst at være forsanger i sit eget favoritband.

Men – som jeg vist tidligere har nævnt – AC/DCs virkelige hemmelighed sidder i deres maskinrum. Nemlig med den knaldende kompetente rytmegruppe Malcolm Young (rytmeguitar), Cliff Williams (bas) og den ubetalelige trommeslager Phil Rudd. Han slår aldrig et overflødigt slag, men dem, han slår, sidder der til gengæld så sviende præcist og svinsk swingende, at Parken bliver forvandlet til Danmarks største dansehal, før du kan nå at sige "Big Jack" – blot ét af forbandet mange numre i den absolutte topklasse i aftes. Det er sex-i-stikker, folkens!

Se, AC/DC har ikke spillet i Danmark siden 25. april 1996, så det er tørsten efter tretten års tørke, de 48.000 i Parken så frem til at få slukket, da kvintetten klokken 21.45 fredag aften satte gang i den animationsfilm, som indleder deres koncerter i år. Den, som ender med, at der sågu’ står et lokomotiv på scenen (!), og den 54-årige, tyndhårede skoledreng Angus Young stiger ned fra samme og hugger i med riff’et til "Rock And Roll Train".

Parken formeligen eksploderede, jeg har sjældent om nogensinde set så mange lykkelige fjæs omkring mig til en koncert, og en vis herre med residens et godt stykke syd for himlen skulle stå i andet. Vi har trods alt med et band at gøre, som har materiale til og med den største selvfølgelighed allerede som tredje nummer brænder én af rockens alle-tiders klassikere "Back In Black" af og som femte og sjette nummer kan knalde to tilsvarende af med "Dirty Deeds Done Dirt Cheap" og den fabelagtige "Shot Down In Flames".

Velvidende at der stadigvæk er masser af samme kaliber tilbage i arsenalet.  I sandhed en aften hvor AC/DCs "konkurrenter" blev forvist til den fjerneste ende af kravlegården, hvor de nu så kan sidde og savle og skamme sig over at tro, at de nogensinde kunne komme bare i nærheden af den bedårende boogiemaskine fra "down under".

Denne aften i København har de tilmed aldrig været bedre.

Veloplagte et godt stykke hinsides det utrolige, og dét vil sige noget om et band, som ikke kender til begrebet "off day".

- Det er så stort, mand! brøler min sidemand.
Endnu én til arkivet over "overflødige oplysninger".

- Og pludselig ved man, der ér en Gud til. Fuck, hvor er det fedt. Alt andet bli’r dukketeater efter det hér, som en anden påpegede.

Manden havde ret. Det var fedt, som intet andet måske nogensinde bliver det.

"Shoot To Thrill", "You Shook Me All Night Long" og "Black Ice" bliver spillet med et swing og et lystent, liderligt glimt I øjet, som ikke engang en kavalkade af kavalérgange på Hamburgs Reeperbahn kan matche.  Da "Whole Lotta Rosie" gør sin entré med en lydstyrke, som ville AC/DC være sikre på, at den også kan høres på Svalbard, overvejer jeg – selv efter alle disse år – at hamre en støvlehæl i computeren, skrige "fuck det hele", lade verden være verden og danse ud i evigheden, vel vejledt ad dén "Highway To Hell", jeg ved, de spiller lige om lidt.

Sådan er det med AC/DC. Det er urkraft i udbrud, det er den rene vare, samme vare leveret 666 procent og meningen med livet. Det er kort og godt ROCK AND ROLL. Intet mere men i sandhed heller intet mindre. Og det er ganske meget.

Der var alt mulig grund til de høje forventninger til AC/DCs koncert. For ved De hvad, mine damer og herrer?

Det fås ikke bedre end det hér.

Og hvad var det nu, AC/DC selv påpegede i sin tid:

- THAT’S THE WAY I WANNA ROCK AND ROLL!

Sådan er det. Det har det altid været. Og sådan vil det altid være.