EP’en ’Narcissus’ drejer det interessante Esbjerg-band Kellermensch væk fra Tom Waits og Neurosis i retning af Bruce Springsteen og Arcade Fire. Hvad vil de seks kældermennesker egentlig?
For halvandet års tid siden markerede Esbjerg-sekstetten Kellermensch sig som et af de mest interessante nye bands på den hjemlige musikscene. Deres solide debutplade havde kun én svaghed; idolernes ekko var simpelthen for tydelig i musikken.
Dengang parrede d’herrer Neurosis’ pulveriserende metal med Tom Waits’ metropolblues, men nu er de vendt på en tallerken, og de fire nye sange, der udgør foreliggende EP, ’Narcissus’, lyder uomtvisteligt som en slet skjult hyldest til Bruce Springsteen.
Én ting er, at frontmand Sebastian Wolff her synger uhyggeligt meget som The Boss, en anden ting er, at resten af bandet rammer chefens melodiske rockstil, særligt i den politisk ladede single ’Army Ants’.
Med andre ord rumsterer det ikke så meget i kælderen længere – mennesket er på vej op derfra. Og det er lidt en skam. For den unikke anspændthed, der prægede Kellermensch’ debut og som primært skyldtes, at gutterne så sjældent lukkede lys ind i deres univers er nu stort set forsvundet til fordel for den folkelige rock.
Og det er altså svært at begejstres over de nye numre, når der primært er tale om høflige pasticher – det åbnende titelnummer er ren Nick Cave, ’Rattle the Bones’ fremstår som en gotisk fortolkning af The Knacks ’My Sharona’ og ’30 Silver Coins’ er Arcade Fire med Springsteen på vokal.
Man savner personlighed. Hvad vil Kellermensch egentlig?
Internationalt gennembrud?
Herrernes debut er netop udkommet i England, BBC hyper dem (EP’en tæller også fire sange – heriblandt en fortolkning af indie-darlingerne TV on the Radios ’Wolf Like Me’ – indspillet under sessioner hos den britiske radiofoni), en vellykket optræden på Roskilde Festival er netop overstået, Sverige tager godt imod gruppen, osv., osv.
Så ja, måske ligger det internationale gennembrud lige for. Men hvis esbjergenserne vil gribe den chance, så må de raffinere deres stil og genfinde det gran af personlighed, der trods alt gennemsyrede debuten, inden de udgiver deres næste album.
Med mindre pladesalget altså er det eneste der tæller.
