Det spidser til for speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen, der kæmper for at slutte blandt de otte bedste i VM-serien, som automatisk får lov til at køre med i næste sæson.

Før lørdagens grandprix i Stockholm, sæsonens tredjesidste, ligger den 34-årige dansker på 11.-pladsen med 57 point, og der er 13 point op til svenske Antonio Lindbäck på ottendepladsen.

Niels-Kristian Iversen viste dog glimrende form ved det seneste grandprix i Tyskland, hvor han blev nummer fire og scorede 11 point.

»Jeg føler, at jeg har fart i cyklen. Formen er opadgående, det er lækkert,« siger danskeren.

Sidste år blev Niels-Kristian Iversen nummer tre i Stockholm, og i 2013 vandt han grandprixet på Friends Arena, da det blev kørt der for første gang.

I 2014 deltog han ikke i grandprixet i den svenske hovedstad på grund af en skade.

»Jeg har gode minder fra Stockholm, jeg har været på podiet de to gange, jeg har kørt der. Forhåbentlig kan jeg bruge det lidt mentalt, at jeg har haft succes der før.

»Det bør ligge fint til mig, og jeg vandt der jo også for tre år siden. Men det kan jeg omvendt ikke bruge til så meget nu. Sidste år vandt jeg grandprixet i Cardiff, og i år kørte jeg mit dårligste grandprix der,« siger Niels-Kristian Iversen.

Der er trængsel blandt danskerne blandt de kørere, der kæmper for at komme i top-8, så man ikke skal være afhængig af at få et wildcard til næste sæsons grandprixserie.

Den nu skadede Nicki Pedersen er nummer ni med 62 point, mens Peter Kildemand indtager 12.-pladsen med 56 point, et enkelt point mindre end Niels-Kristian Iversen.

Sidstnævnte vil ikke blive overrasket, hvis 39-årige Nicki Pedersen, som tre gange har vundet VM-titlen, får et wildcard til næste sæson.

Dermed kan Niels-Kristian Iversen og Peter Kildemand komme til at kæmpe om endnu et dansk wildcard, hvis ingen af dem formår at slutte i top-8.

»Nicki ligger umiddelbart godt til et wildcard på grund af de meritter, han har,« siger Niels-Kristian Iversen.

»Men hvis jeg finder mit bedste frem og kommer i nogle finaler og får podiepladser, så er jeg sikker på, at jeg ligger godt til et wildcard, uanset hvad de andre gør,« siger han.

Nicki Pedersen kørte søndag galt i Tjekkiet og er ude for resten af sæsonen.

»Det er ærgerligt, at Nicki er blevet skadet. Det havde været bedre, hvis han havde kørt, og vi havde afgjort det på normal vis,« siger Niels-Kristian Iversen, der føler sig på rette kurs.

»Som tingene er gået på det seneste, så skal jeg nok levere det, jeg skal, i resten af sæsonen,« siger han.

/ritzau/