____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den svenske grandprix-delegation giver nu deres sejrtippede solist Sanna Nielsen ro til at få stemmen tilbage i topform.

Det er hårdt at være til Det internationale Melodi Grand Prix. I nu halvanden uge har størstedelen af deltagerne sunget deres sang adskillige gange om dagen, og nu torsdag - to dage før den store finale - er det blevet for meget for den svenske storfavorit Sanna Nielsen.

Sanna Nielsen skulle torsdag eftermiddag have givet en "gadekoncert" sammen med sine korpiger i Nyhavn, men den er nu aflyst, oplyser den svenske delegation til bt.dk.

- Sanna sang og snakkede på så mange forskellige steder onsdag eftermiddag/aften, at hun føler sig slidt på stemmen i dag. Derfor har vi netop besluttet, at vi springer den planlagte gadekoncert over, oplyser den presseansvarlige til bt.dk.

Sanna Nielsen havde da også en hektisk onsdag, efter hun tirsdag aften kvalificerede sig til finalen. Således optrådte hun både i Eurovision Village på Gammeltorv, hvor hun blandt andet talte med TDCs festreporter Lisa Lents, og senere også på både den svenske ambassade i København og til et langt live-interview på Euro Fan Cafe i Huset i Magstræde. Desuden har hun hele fredag og hele lørdag prøver frem til den store finale.

Sent tirsdag aften efter semifinalen overhalede Sanna Nielsen den armenske sang inden om hos bookmakerne og er nu favorit til at vinde Det internationale Melodi Grand Prix lørdag aften med balladen 'Undo'.