Vi er ikke længere nødt til at leve med hængebryster, tunge øjenlåg og slapt maveskind, og stadig flere kvinder lægger sig under kniven. Hver fjerde kvinde i ALT for damernes kvindeundersøgelse har overvejet en kosmetisk operation, mens hver tiende har gjort alvor af tanken. Få kirurgens holdning. 

Vi kender det nok alle sammen. At vi ikke er helt tilfredse, når vi ser os selv i spejlet. At der er noget, der ikke sidder helt, som det skal, og tanken om at gøre noget ved det kan være fristende. Hvis man nu bare kunne gøre næsen lidt mindre, brysterne lidt større, maven fladere, rynkerne færre...

LÆS OGSÅ: "Jeg er besat af at se ung ud, og jeg er blevet afhængig af kirurgi og botox"

I ALT for damernes nye store kvindeundersøgelse har vi spurgt knap 1200 kvinder om deres holdninger og vaner inden for skønhedsoperationer. Knap hver fjerde kvinde i undersøgelsen svarer, at de har overvejet en kosmetisk operation eller et korrigerende indgreb udelukkende af skønhedsmæssige årsager.

Og ønsket om at ændre sit udseende er ikke kun en tanke, der bliver leget med. Undersøgelsen viser nemlig, at hver tiende kvinde har gjort alvor af tanken og har fået foretaget et eller flere kosmetiske indgreb.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at antallet af plastikoperationer foretaget i Danmark er fordoblet i løbet af de seneste 15 år. I 2014 blev der foretaget godt 31.000 af de mest almindelige plastikoperationer som korrigering af bryster og øjne samt fedtsugning og maveløft. Dertil kommer indgreb som botox og fillers, hvilket der ikke findes opgørelser over. Formanden for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, speciallæge Andreas Printzlau, har dog tidligere givet et skøn på, at der i 2013 blev foretaget 5.000 botoxbehandlinger og 60.000 fillers, og han har understreget, at der er sket en stor stigning i løbet af de seneste år.

Ligesom at få ordnet hår og negle

Bonnie Erichsen, som har været plastikkirurg siden 1981, mærker også tydeligt, at interessen for kosmetiske indgreb er steget.

− Da jeg begyndte som plastikkirurg, havde jeg patienter helt fra Sverige og Norge, for dengang var der ikke ret mange plastikkirurger. Efterspørgslen var også langt mindre end i dag, og dengang var mange af patienterne lidt generte og flove, modsat i dag, hvor kosmetiske indgreb er mere alment kendt og accepteret. Der er kommet en tendens til, at hvis man er lidt utilfreds, så får man bare gjort noget ved det, præcis ligesom man får ordnet hår eller negle, siger Bonnie Erichsen.

LÆS OGSÅ: "Hvis din partner synes, din krop ikke er attraktiv nok, så lad være med at skifte kroppen ud. Skift din partner ud i stedet"

Det er især kvinderne, der får foretaget plastikoperationer. Ifølge tal fra Statens Serum Institut blev 75 procent af landets plastikoperationer i 2014 foretaget på kvinder.

ALT for damernes kvindeundersøgelse viser, at godt hver femte af de kvinder, der har fået foretaget et kosmetisk indgreb, har fået rettet øjne eller bryster, mens hver tiende har fået opereret maven. De ældre får typisk rettet øjnene, mens de yngre oftest får rettet brysterne. Ifølge Bonnie Erichsen har det altid været bryst-, mave- og øjenoperationer, der er blevet lavet flest af. Selvom der er forskel på, hvad kvinder i de forskellige aldersgrupper får lavet, er det dog umuligt at tale om den "typiske patient", og hun opererer både mænd og kvinder, unge og gamle.

LÆS OGSÅ: 6 kendte kvinder: Jeg var mest stolt af min krop, da...

Nej til urealistiske ønsker

Den voksende opbakning til plastikkirurgi skyldes ifølge Bonnie Erichsen mediebilledet og reklamernes kraft. Jo flere opererede kvinder, vi ser, jo nemmere får vi ved at acceptere det og måske selv blive overbevist om at få lavet et indgreb. Bonnie Erichsens er dog imod overdreven kirurgi, og hvis hun vurderer, at en patient har for urealistiske mål, nægter hun at lave indgrebet.

− Det er vigtigt for mig, at jeg selv kan stå inde for operationen. Jeg vil have, at resultatet er pænere end før operationen, og det skal være uden væsentlig risiko. Med tiden er jeg blevet mere konservativ, og jeg tænker meget over, hvordan patienterne kommer til at se ud om ti, tyve og tredive år, siger hun.

Bonnie Erichsen anslår, at hun siger nej til 30 procent af de henvendelser, hun får,
fordi hun vurderer, at patienternes ønsker er urealistiske eller overdrevne. Men selvom hun går ind for et naturligt udseende, vurderer hun det ikke som problematisk, at hver tiende kvinde får korrigeret sit udseende.

− Hvis man går og er ked af sin krop, hvorfor så ikke gøre noget ved det, når man har muligheden? Det er da rigtig dejligt, hvis man hviler i sig selv og kan affinde sig med sine små fejl og mangler, men det er bare ikke alle mennesker, der kan det, og når
jeg kan se, at mine patienter bliver gladere og flottere af en operation, kan jeg ikke se nogen grund til ikke at gøre det, siger hun og fortæller om en patient, hun havde for et par år siden:

LÆS OGSÅ: Gun-Britt: "Den giver mig en naturlig og frisk hud hele dagen"

− Hun var rigtig ked af det, for hendes ene bryst var dobbelt så stort som det andet. "Nu har jeg gået til psykolog i et år," sagde hun. "Og mit ene bryst er stadig dobbelt så stort som det andet!" Hun blev opereret og blev virkelig glad for resultatet, og det eksempel viser, at alle problemer ikke bare løser sig, hvis man arbejder med dem psykisk. Det kan i hvert fald være både hurtigere og nemmere at få ændret det, som er årsag til ens dårlige selvværd, forklarer Bonnie Erichsen.

Kan ikke købe sig til ungdom

Dog slår hun fast, at penge og operationer ikke altid er nok til at opnå sit drømmeudseende.

− Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man gør, hvad man selv kan, inden man får foretaget et kosmetisk indgreb. Det nytter ikke, at man vejer tredive kilo for meget, drikker en halv flaske vin hver aften og ryger en pakke smøger om dagen. Uanset, hvor stor ens pose med penge er, kan man ikke købe sig til et frisk og ungdommeligt udseende, hvis man har usunde vaner, siger Bonnie Erichsen, der ofte afviser overvægtige patienter og beder dem om at komme igen, når de har tabt sig.

Prisen på plastikkirurgi afhænger af indgrebets type, men ligger typisk mellem 10.000 og 45.000 kroner. Operationerne betales som udgangspunkt af patienten selv, men man har mulighed for at ansøge om at få tilskud fra det offentlige. Afgørelsen afhænger blandt andet af patientens psykiske tilstand, og om der er tale om fysiske gener.

LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder: Sådan holder vi os smukke kvit og frit

LÆS OGSÅ: Disse 7 ting afgør, hvor sexet du er

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: Sådan slipper jeg af med min rødme i huden

Artiklen er oprindelig bragt hos altfordamerne.dk