Her får du Lene Hanssons ugentlige klumme, samt gratis opskrift og sundhedstips.

Hver uge leverer Lene Hansson opskrifter til syv aftensmåltider og hygge til weekenden her på BT PLUS:

Selvom der er flere uger til sommerferien starter, er det måske lige nu du skal i gang med dit vægttab? Påsken er overstået og foråret på vej og et sundt vægttab er i virkeligheden ikke mere end 1 kilo om ugen, så kan også hud og psyke følge med. Min erfaring med mine klienter, der starter i en slanke forløb hos mig er, at hvis deres overvægt også er komme pga. man f.eks. har trøstespist, vil der foruden en forbrænding af kiloerne, også være en slags forbrænding af de følelser man har spist på. Derfor er det vigtigt at et større vægttab, på 10 – 15 kilo, eller mere, ikke går for hurtigt, for så kan psyken have svært ved at følge med.

Fokus på dine spisevaner – er du virkelig sulten?

Du er nødt til at blive bevidst om dine spisevaner, før du kan lave om på dem. Det kan du kun gøre, når du lever i ”nuet”, dvs. når du ikke handler på fortiden og de følelser, der kan knytte sig til den, hvad angår dine madvaner.

Mange spiser på deres følelser og humør frem for egentlig sult. Det betyder, at i en periode med dårligt humør, angst, sorg, bekymring osv. kan de spise meget mere, end kroppen rent faktisk har brug for. Det, man mest har lyst til når man er ked af det, er usund mad, fed mad og sukkerholdig mad.

Din bevidsthed (nuet) styres 95 % af din underbevidsthed (dit lager af tanker og erfaringer fra fortiden). Det vil sige, at du er meget styret af din fortid og dine erfaringer, og de tanker du har gjort dig om dem, på godt og ondt.

Lene Hansson - Slank nu, smid de ekstra kilo og hold vægten!. Kom til foredrag med Lene Hansson 1. maj på BT. Læs mere HER

Da vi især ofte er styret af det, der har gjort os ondt, er det angsten, der nu faktisk styrer os. Og når angsten tager over skal den dulmes, og det sker tit ved hjælp af mad. Lige siden vi var nyfødte og ude af stand til at klare sig selv er de fleste af os, blevet madet eller har fået fysisk kærlighed når vi var bange, kede af det osv. Gråd har i de første par år været vores eneste ”sprog”, når der var noget galt. Trøsten kom prompte i form af en tør ble, mad, vand og omsorg. Dette mønster ligger i vores underbevidsthed, så når vi i en voksen alder føler os ulykkelige, ensomme, bange eller utrygge, og ligeledes når vi føles os stressede, så søger vi stadig vores ”mor”, nu bare i form af mad.

Det er de færreste, der er bevidste om, at deres fortid styrer dem på denne måde, men sådan er det for alle. Vores ubevidste kan være for dominerende, og går det ud over helbred og vægt er det en god idé at tale med en terapeut, der kan hjælpe med at bearbejde de ting i fortiden, som vi måske selv har fortrængt, men som stadig ”spøger”.

Din hjerne og dit sind er ikke kun center for, at din krop kan fungere fysisk. Begge dele er også center for dine tanker og en slags arkiv for dine oplevelser på godt og ondt. I hjernen sidder et såkaldt ”belønningscenter”, som driver os; det er en del af vores overlevelsessystem. Når vi er truet på vores overlevelse (f.eks. af frygt, angst, stress m.m.) kan vi dulme de følelser, der gør ondt, ved at aktivere vores belønningscenter. Da kalorierig mad såsom sukker, hvidt brød, kager, ost, mejeriprodukter og fedtrige madvarer mætter mest, er det samtidig også det disse former for belønninger, der skaber en form for afhængighed hos os.

Det er ikke sikkert, at du selv er bevidst om, hvor meget du er styret af dine tanker, følelser, vaner og indre behov. Men som du kunne læse herover, er vi mennesker styret temmelig meget af vores ubevidste ”lager” af vaner, erfaringer, frygt og viden. Det kan både komme dig til gode, og samtidig virke som en forhindring i at nå dit mål, som f.eks. kunne være at få en sund og slank krop.

Bliver du bevidst om ”dit ubevidste” og de uhensigtsmæssige mønstre der knytter sig til, kan du måske en gang for alle, få bugt med overvægten.

Ugens opskrift:

Rejesalat med granatæble.

250 g store rejer

1 rødt æble

1 Romainesalat

½ Granatæble

1 Kinaradise

1 rød chili

2 Lime

1 spsk olivenolie

½ tsk salt

Fremgangsmåde:

Kom rejerne i en skål og skær æblet i tynde både. Skær salaten fint. Tag kernerne ud af granatæblet ved at lægge det i håndfladen med bunden nedad og banke på bagsiden af det med en træske. Så begynder kernerne at løsne sig, og man kan let få dem ud af æblet. Skær kinaradisen i terninger. Fjern kernerne fra chilien og hak fint. Bland alt dette i en skål med limesaft. Bland til sidst rejerne i og smag til med olivenolie og salt.