Tre mænd i alderen 19-22 år, der mistænktes for at stå bag en lang række organiserede indbrudstyverier på det meste af Sjælland, er blevet anholdt af det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI).

De tre mænd sidder varetægtsfængslet og mistænkes for at have begået i alt 56 indbrud i private hjem på Sjælland, hvor de primært er gået efter IT-udstyr, smykker og andre let omsættelige ting.

Mændene er danske, bosiddende i København og i forvejen kendt af politiet.

»Det er tilfredsstillende at få stoppet gruppens kriminelle aktiviteter. Bekæmpelse af indbrud i privat beboelse er et særligt indsatsområde for politiet, hvor der især fokuseres på den organiserede del,« siger chefen for TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen, i en pressemeddelelse.

Han vil ikke afvise, at der kan komme flere anholdelser og sigtelser i sagen.

BNB