Rasmus Trads' troværdighed led et nyt knæk, da han i kvælende hede blev afhørt i Østre Landsret tirsdag. Ved hjælp af nye teleoplysninger om de to anklagedes færden dokumenterede anklageren, Henrik Steen Andersen, at Rasmus Trads' hidtidige forklaringer ikke kan være rigtige.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Allerede i sidste uge punkterede anklageren nogle af Trads' tidligere forklaringer, og i går kørte han så videre i samme spor.

Landsrettens vurdering af Trads' troværdighed kan blive afgørende for, om den vil dømme eller frikende Kurt Thorsen.

Københavns Byret troede på Trads' version af skandalen om falske PFA-garantier for 3,6 mia. kr. og brugte hans forklaring til at straffe Kurt Thorsen med seks års fængsel.

Men efter at den nye anklager har fået sat spørgsmålstegn ved Trads' forklaringer, har sagen taget en ny drejning til fordel for Kurt Thorsen. For jo mere, der kan pilles ved Trads' troværdighed, jo større chancer har Thorsen for at blive frifundet.

Det var da også en glad Kurt Thorsen, der forlod retten, efter at anklageren havde fremlagt nye oplysninger. Oplysninger, som bl.a. viser, at Trads' har alvorlige huller i hukommelsen om, hvad der skete torsdag 8. oktober 1998.

Denne torsdag mødtes Thorsen og Trads - ifølge Trads - foran advokat Jens Jordahns kontor. Thorsen havde en såkaldt allonge med, som SparBank Vest skulle have for at yde et lån til køb af en attraktiv grund ved Københavns Havn, Nokken. Allongen bar PFA-koncernchef André Lublins underskrift, som Trads havde forfalsket i overværelse af Thorsen.

Uden for advokatkontoret overdrog Thorsen - stadig ifølge Trads - dokumentet til Trads. De forlod først advokatkontoret, da advokat Jens Jordahn havde telefaxet allongen til SparBank Vest - og banken havde godkendt dokumentet og dermed at yde lånet.

Faxen blev sendt kl. 12.26. Trads beskrev levende, hvordan han og Thorsen sad og ventede, indtil SparBank Vest meldte tilbage.

Men i går måtte Trads erkende, at Thorsen ikke kan have været til stede, sådan som han husker. På det tidspunkt, hvor faxen blev sendt, befandt Kurt Thorsen sig et helt andet sted i byen, viser teleoplysninger.

Udskrifter fra sendemaster, der har registreret, hvornår og hvor Thorsen har talt i mobiltelefon, viser, at han allerede kl. 12.10 havde forladt advokatkontoret.

»Er der ikke noget, der tyder på, at han (Thorsen, red.) må være gået,« spurgte anklageren.

»Jo.«

»Må jeg spørge igen: Tror De, det er rigtigt, at De blev og ventede?«

»Jeg synes tydeligt, jeg erindrer, han (advokaten, red.) kom ind og sagde o.k.«

»Men telefonsamtalerne tyder ikke på det!«

»Nej.«

Afhøringen af Trads viste desuden, at han husker forkert om et andet centralt dokument - en købsaftale vedrørende Nokken. På baggrund af de falske garantier gav SparBank Vest den dag Kurt Thorsen et lån på 32,5 mio. kr.

Rasmus Trads har fortalt, at han om torsdagen 26. februar 1998 blev opsøgt af Kurt Thorsen på sit kontor. Her var de sammen om at forfalske Lublins underskrift på dokumentet, som senere fik tilføjet en underskrift af Philip Foss - daværende direktør i et af Thorsens selskaber.

Men allerede i byretten vævede Trads rundt i forløbet. Han skiftede forklaring flere gange. Først var han helt sikker på, at Thorsen kom til hans kontor med dokumentet, der allerede bar Kurt Thorsens og Philip Foss' underskrift. Senere var Rasmus Trads knap så skråsikker og i går blev der for alvor sået tvivl om hans hukommelse.

Med telefonudskriften som bevis er det slået fast, at Kurt Thorsen heller ikke i det tilfælde kan have været forbi Rasmus Trads' kontor med papirerne og dermed have overværet, at Trads forfalskede PFA-bossens underskrift.

Kurt Thorsen, der først senere skal afhøres om forløbet, blev i byretten bakket op af Philip Foss, der var direktør for et af Thorsens selskaber.

Philip Foss forklarede dengang, at det omtalte dokument blev skrevet på hans kontor om onsdagen 25. februar i 1998. Han gav papiret til Kurt Thorsen, som skulle til København onsdag aften. Dagen efter tog Philip Foss også til København. Han mødte om torsdagen op på Plesner og Grønborgs kontor, hvor han ifølge sin forklaring, skrev under på dokumentet. På det tidspunkt havde Rasmus Trads sat sin underskrift på dokumentet, sagde Foss.

Det er første gang, der for alvor sættes spørgsmåltegn ved Rasmus Trads' forklaringer.

Hidtil har politiet stolet så meget på hans forklaringer, at man f.eks. ikke har krydstjekket alle hans oplysninger. Det er først sket nu, hvor der er kommet en ny anklager, at der f.eks. er fremskaffet nye teleoplysninger.

Det var på alle måder en hed dag i retsalen. Men når varmen bredte sig i Rasmus Trads' kinder, kunne det skyldes de høje temperaturer i det lille lokale.

Kurt Thorsen bad på et tidspunkt om at få åbnet et vindue.

»Hvorfor tager du ikke bare jakken af,« spurgte Rasmus Trads i den første direkte kontakt mellem de to hovedpersoner.

»Fordi det er kappe-dag,« svarede Thorsen med henvisning til, at både dommerne og advokaterne trods varmen havde iført sig deres kapper.

Afhøringen af Rasmus Trads fortsætter i dag.