Politiet bekræfter overfor bt.dk at det var den tidligere HA-rocker, 42-årige Bo Steffensen, der var målet for morgenens bombeattentat.

Mellem kl. 5.45 og kl. 6 satte Bo Steffensen sig ind i sin røde Audi A3 på parkeringspladsen ved kriminalforsorgens Pension Skejby i det nordlige Århus, hvor han afsoner det sidste af en narkodom.

Han satte bilen i bakgear, da han hørte et højt drøn. Han skyndte sig ud af bilen, der brød i brand.

Fem andre biler blev beskadigede, mens det yderste lag glas i 22 ruder på pensionen også blev smadret.

Bo Steffensen blev i 2005 idømt 13 års fængsel for at smugle store mængder narkotika fra Holland. Ni andre HA-rockere var også tiltalt. Bo Steffensen skulle angiveligt have sladret om sine tidligere 'brødre', hvorfor han muligvis er røget i "bad standing".

Ifølge forstander af Pension Skejby, Hans Jørgen Tholstrup, er Bo Steffensen meget rystet, men fysisk er han ikke kommet til skade.

Hans Jørgen Tholstrup fortæller, at pensionen ikke må huse rockere, og alle beboere har været igennem grundige sikkerhedstjek.

- Der er intet, der tyder på, at Bo skulle være i "bad standing". Det er heller ikke hans eget indtryk. Han skulle tvært imod være i "good standing". Han har gjort op med sin fortid, og det fortjener han ros for. Det er en mand, der ihærdigt forsøger at komme ud af kriminalitet. Det er ærgeligt, hvis hans forsøg på at vende tilbage til samfundet smadres, siger Hans Jørgen Tholstrup.

Beboere på Pension Skejby har stor frihed, men Hans Jørgen Tholstrup stoler på, at Bo Steffensen ikke har misbrugt friheden til at pleje omgang med sine tidligere HA-brødre.

- Vi har ingen grund til at tro, at Bo har misbrugt vores tillid, siger han.

Politiet mener ikke, at bomben var forbundet til offerets bil. De er ifærd med at undersøge fragmenter, der kan afslører, hvordan bomben så blev sprængt.

- Det her er ikke drengestreger. Det er rettet mod bilens ejer som enten en advarsel eller et angreb mod ham, siger Politiinspektør ved Østjyllands Politi Ole Madsen til bt.dks. reporter på stedet.

Politiet blev tilkaldt kl. 8.10 og afspærrede straks et stort område. Bomberyddere blev tilkaldt, og bomberydderrobotten Rullemarie har undersøgt området.

Pension Skejby er en pension under Kriminalforsorgen, der huser 15 kriminelle, der afsoner den sidste del af deres straf der. Der bor desuden 10 lovlydige borgere på institutionen, som et led i afsonernes udslusning til det normale samfund. Det er ganske frivilligt at bo der.

Beboerne samledes efter episoden bag pensionen for at tale episoden igennem.

VED DU NOGET ELLER HAR DU BILLEDER? SKRIV TIL 1929@bt.dk