Skat har fået slik og chokolade i pallevis. Men ikke til at stille sukkertrangen eller til at forkæle medarbejderne med fredagsslik. I stedet er det udbyttet fra en enorm beslaglæggelse hos en lagerejer på Midtsjælland.

Efter en kontrol i en kiosk blev Skat ledt på sporet af lageret med 253 europaller fyldt med slik og chokolade, som ejeren ikke har betalt afgift af.

»Det er et af de største beslag af slik og chokolade, som vi har lavet. Vi har brugt hele dagen på at køre de 253 paller slik til vores lager, så vi har endnu ikke noget overblik over, hvor meget det vejer. Men det får vi i løbet af de kommende dage,« siger Jon Mikkelsen, der er funktionsleder i Skat, i en skriftlig udtalelse.

Hele ni lastbiler skulle der til for at få kørt alle de søde sager fra lageret til Skats lager.

Skal ejermanden have sit slik tilbage, må han betale afgiften, som er på 24,61 kroner per kilo. Sker det ikke, skal vil det blive solgt videre.

»Hvis afgiften ikke bliver betalt, så er det ikke sådan, at slikskålene vil blive fyldt hos medarbejderne i Skat. Da det er et meget stort parti, vil vi forsøge at få varerne solgt på auktion, så vi på den måde kan få dækket nogle af statens udgifter,« forklarer Jon Mikkelsen.

I 2013 lavede Skat i alt 229 kontroller af chokolade- og sukkervareafgift, og den samlede regning lød på 24.283.349 kroner.