Langt de fleste unge kriminelle bliver til trods for regeringens løfte ikke screenet for psykiske lidelser.

Et år efter sænkelsen af den kriminelle lavalder har regeringens løfter om, at alle unge kriminelle skulle screenes for psykiatriske lidelser i forbindelse med en afsoning, endnu lange udsigter.

Det på trods af at det var et af hovedpunkterne i regeringens ungepakke "Ny Start", som forsikrede at "afdække psykiatriske problemer, så der hurtigere og mere effektivt kan sættes ind med relevant behandling", som det blev formuleret i pakken.

Det skriver dagbladet Information.

Og problemet ser ikke ud til at løse sig foreløbigt, oplyser kontorchef i Kriminalforsorgen, Ina Eliasen, som ud over sin stilling i Kriminalforsorgen også var medlem af regeringens Ungdomskommission, der i 2009 kom med forslag til ungepakken.

- Problemet er, at der ikke kan findes psykiatere nok, og vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal løse det her. Vi skal jo have det gjort, for det er utrolig vigtigt. Men der er bare nogle helt faktuelle barrierer for projektet, siger Ina Eliasen.

I praksis betyder det, at der sidder unge under 18 år med psykiske lidelser og afsoner en straf uden at få den nødvendige behandling, forklarer formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen.

- Som det er nu, går de unge rundt med lidelser, vi ikke kender, og som vi dermed heller ikke kan handle på.

- Derfor bliver muligheden for, at de kommer ud af den kriminelle løbebane og får et bedre liv, langt ringere, siger Benny Andersen til Information.

Socialpædagogernes Landsforbund får ofte henvendelser fra sine medlemmer, der er frustrerede over ikke at kunne give de unge kriminelle den rette behandling.

- Medlemmerne siger, at det ofte er tydeligt, at de unge har mange andre problemer end blot de sociale.

- Men der er bare ingen, der forholder sig til, hvilke problemer eller lidelser de unge har. Vi vil gerne gøre vores arbejde ordentligt, men vi er altså ikke psykiatere, siger han.

/ritzau/