Landets nydanskere har mere og mere tillid til politiet, viser ny undersøgelse.

På to år har nydanskere fået stadig større tillid til politiet.

53 procent af de adspurgte nydanskere føler i dag en stærk tillid til politiet mod 42 procent i 2009, viser en ny undersøgelse foretaget af Catinét og Voxmeter på vegne af Integrationsministeriet.

Det skriver Urban fredag.



Forklaringen på udviklingen skal blandt andet findes i, at politiet har gjort meget for at fortælle, at de meget gerne ansætter nydanskere, mener Torben Møller-Hansen, der er direktør i Foreningen for Nydanskere.

- Politiet er meget opsøgende på uddannelsesmesser og den slags. De fleste unge oplever, at politiet er en utroligt åben organisation, som inviterer dem indenfor og generelt er nogle flinke mennesker, siger han.

Samtidig er antallet af nydanskere, der føler en lav grad af tillid til politiet faldet fra 17 procent i 2009 til 14 procent i 2011. Hos Rigspolitiet glæder chefen sig over tallene.

- Jeg er super glad for de her tal og tror også, at det kan smitte positivt af i forhold til vores evne til at rekruttere flere unge med anden baggrund end dansk, udtaler rigspolitichef Jens Henrik Højberg.

Men antallet af nydanskere inden for politiet er stadig for lavt, mener han.

- Vi vil rigtig gerne have en politistyrke, som afspejler, hvordan befolkningen i øvrigt er sammensat. Vi har brug for det, siger Jens Henrik Højberg til Urban.

/ritzau/