En mand er onsdag aften blevet stukket flere gange med en kniv på Vesterbro i København. Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 20.30, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Mads Firling.

- Vi kan konstatere, at han er ramt flere gange på kroppen med knivstik, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Den tilskadekomne er i ambulance blevet kørt til hospitalet med eskorte, hvor han behandles. Politiet har endnu ikke identificeret manden, og der er ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

- Men vi arbejder massivt på stedet, siger Mads Firling.

Knivstikkeriet skete ud for nummer 149 på Vesterbrogade. Området omkring gerningsstedet er efterfølgende blevet afspærret af politiet, og Vesterbrogade er derfor lukket i begge retninger ved Platanvej og Vesterfælledvej.

Den centrale efterforskningsleder på stedet fortæller, at de i øjeblikket er i gang med at foretage de nødvendige tekniske undersøgelse, indsamle spor og snakke med vidner.

- Der er tale om to gerningsmænd, der har opsøgt ham på stedet. Han er ramt af flere knivstik, men uden for livsfare, siger han.

BNB