En blødende kvinde henvendte sig nytårsaften til en buschauffør ved parkeringspladsen ved Ølby Stationscenter i Køge. Hun blødte kraftigt fra mave og hænder.

Et drama mellem mand og kone udspillede sig nytårsaften på en parkeringsplads i Køge. En buschauffør henvendte sig til politiet, efter han var kommet i kontakt med en blødende kvinde. Politiet var hurtigt på stedet, skriver bt.dk.

Den 51-årige kvinde blev hurtigt bragt til behandling på Køge Sygehus, hvor hun i en overgang var i livsfare.

På sygehuset kunne man konstatere, at hun var blevet tildelt flere knivstik med indre blødninger til følge.

På parkeringspladsen, hvor kvinden blev fundet, fandt politiet også frem til kvindens 49-årige mand, der blev anholdt mistænkt for at have påført hustruen skaderne.

Ægtemanden blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Her blev han sigtet for at have sprøjtet hustruen i ansigtet med peberspray og herefter forsøgt at slå hende ihjel ved at tildele hende flere livstruende knivstik.

Den 49-årige ægtemand erkender faktiske forhold, men nægter at have haft til hensigt at slå hustruen ihjel.

Fremstillingen skete for lukkede døre.