TV 2 værten Niels Brinch, der fredag blev overfaldet under en gadefest på Nørrebro, opførte sig ifølge vidner provokerende og søgte selv konfrontationen.

Det skriver en person, der kalder sig Holst, på det venstreradikale site anarcho.dk.

Niels Brinch, der er vært på 'Station 2' på TV 2, havde festet med en gruppe venner, da han på Sankt Hans Torv på Nørrebro fik flere knytnæveslag i ansigtet. Samtidig blev der råbt ord som 'stikkersvin og 'politisvin' efter ham.

'Jeg overværede ikke overfaldet, men så at han stod og var meget ophidset. Han havde været der en halv time, hvor mange havde bedt ham om at gå, fordi han tydeligvis bare var der for at provokere', skriver den anonyme Holst på hjemmesiden anarcho.dk.

Men opfordringerne om at forlade stedet virkede ikke på Niels Brinch, og han blev på stedet.

' Han truede meget med at ringe efter hans politi-venner, så de kunne komme og tæske "os alle sammen". Han var utroligt macho og pustede sig meget op, jeg tror helt klart, at han var der for konfrontationen. Han havde bare ikke forventet at få så mange tæsk', skriver Holst.

Niels Brinch kan slet ikke genkende de beskyldninger, der bliver rettet mod ham, om at han selv skulle have lagt op til ballade.

- Det ville jeg aldrig nogensinde kunne finde på. Jeg ved ikke, hvem det er, der kan finde på at komme med den slags beskyldninger. Det passer ikke. Jeg er blevet banket og sparket, og jeg har faktisk ikke lyst til at kommentere på den slags, siger Niels Brinch til B.T.