Kommunen vil nu se på, om sikkerheden er god nok, når firmaer får nøgler til private hjem.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter voldtægten mod den 85-årige kvinde vil Københavns Kommune se på, om der skal strammes op på sikkerheden omkring nøgler til private hjem, som udleveres til kommunens samarbejdspartnere.

Dét oplyser vicedirektør Lene Sillasen fra Københavns Kommunes sundhedsforvaltning.

Den anholdte mad-udbringer var i besiddelse af et helt bundt nøgler til pensionister i Københavns Kommune, selv om han lørdag aften for længst var færdig med sin rute.

Københavns Kommune kræver nu en redegørelse fra vognmandsfirmaet om dets ansatte:

»Der er tale om et privat firma, som Københavns Kommune har en kontrakt med. Den kontrakt vil vi kigge nærmere på og bede om en redegørelse fra firmaet om dets ansættelsesforhold og denne konkrete person. Det vil også indgå i politiets opklaringsarbejde, som vi naturligvis bidrager til,« siger vicedirektør Lene Sillasen.

Har Københavns Kommune kontrol med, hvad det er for personer, som de private firmaer ansætter til arbejdet for kommunen?

»Når vi laver kontrakter med private firmaer, så stiller vi også krav omkring personalet. Men jeg har endnu ikke kigget nærmere på den konkrete kontrakt,« siger Lene Sillasen.

I onsdags blev en hjemmesygeplejerske varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på at brænde en 88-årig kvinde inde, efter at hjemmesygeplejersken havde hævet en halv million kroner på den 88-åriges konto. Hjemmesygeplejersken var ansat hos vikarbureauet Adecco, som arbejder for Københavns Kommune.

Ser på rutiner
»Det er to meget ulykkelige sager, som har det til fælles, at der er tale om private firmaer, der løser opgaver for kommunen. Men ellers er der ingen sammenhæng. Vi ser på redegørelserne fra de to firmaer, men vi skal også vurdere vores procedurer - eksempelvis om vi har de rigtige rutiner omkring udlevering af nøgler. Vi vil være meget skarpe på reglerne om udlevering af nøgler,« siger underdirektør Lene Sillasen.

Chokeret personale
Københavns Kommune tilbød i går psykologhjælp til de hjemmehjælpere, som fandt den 85-årige voldtaget:

»Det har været en chokerende oplevelse, så vi har taget hånd om det personale, der var på stedet,« siger Lene Sillasen.