En mandlig cyklist døde på stedet, da han lørdag eftermiddag blev ramt af en bil i Fredensborg.

Cyklisten kom kørende af Hillerødvejen, da han omkring Sørupvej blev ramt af bilen. Der var dog tale om et hændeligt uheld konkluderer Nordsjællands Politi.

- Der er tale om en 45-årig mand fra lokalområdet, siger Erik Skriver, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Bilen, der rammer ham, føres af en lokal mand i slutningen af 60'erne. Det sker på et tidspunkt, hvor det er begyndt at blive mørkt, og han overser ganske enkelt cyklisten, da han skal svinge til højre, siger han og fortæller, at cyklisten ellers havde gjort hvad han kunne for at sikre sig i trafikken.

- Han havde både lys på cyklen og var iført cykelhjelm, så det er så tragisk, som det kan blive, siger Erik Skriver.

Der er intet tegn på, at der tale om andet end et hændeligt uheld.

- Der er ingen tegn på, at bilisten har kørt for stærkt eller at han skulle være påvirket spiritus eller lignende, siger vagtchefen og fortæller, at bilisten lige nu er hårdt mærket af ulykken.

- Han er meget påvirket af situationen og er i en form for choktilstand.