En 46-årig mand fra Præstø på det sydlige Sjælland ligger på Køge Sygehus og kan takke de højere magter for, at han stadig er i live.

Søndag aften var han nemlig indblandet i en voldsom trafikulykke på Jungshovedvej syd for Præstø, og bagefter var bilen så smadret, at det må betegnes som et mirakel, at han slap ud af den med livet i behold.

Alarmen gik 22.28, og lød på en mandlig bilist, der var kørt ind i et træ.

- Han blev indlagt på Køge Sygehus med flere knoglebrud, men det er ikke noget livstruende, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen, til bt.dk.

Det er endnu uvist, hvad årsagen til ulykken er. Vagtchefen oplyser, at der helt rutinemæssigt blev udtaget blodprøver af den kvæstede, og at en bilinspektør nu skal undersøge ulykken nærmere.

Meget tyder dog på, at den 46-årige har kørt alt for stærk.

- Det har set voldsomt ud, og bilen var helt rykket fra hinanden, så han har været meget heldig, siger vagtchefen.