De 23 personer, der torsdag var i grundlovsforhør efter på Københavns Politis storstilede aktion mod Jægersborggades hashpushere og bagmænd onsdag, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det er sket efter grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag formiddag og halvdelen af eftermiddagen, oplyser senioranklager fra Københavns Politi, Ulrich Thomsen.

»Byretten fandt, at det er begrundet mistænkt, at de alle havde været en del af større organisation i Jægersborggade. Retten mente, at slap man dem på fri fod, så ville de begynde at lave fuldstændigt det samme arbejde igen, og på fri fod ville de også kunne afstemme forklaringer og forsøge at påvirke både hinanden og andre,« siger Ulrich Thomsen.

I alt anholdt politiet 29 personer under ransagningen af godt 30 adresser, og gennem flere timer var gaden på Nørrebro i København afspærret af betjente.

Seks blev løsladt, før de endte foran en dommer, mens de 23 er sigtet for siden september »at have forarbejdet, fremstillet, besiddet og videreoverdraget ikke under 100.583 joints indeholdende i alt ikke under 262 kilo hashmix«, som er blevet solgt fra Jægersborggade.

De anholdte, der er mellem 15 og 41 år gamle, har ifølge anklagemyndigheden haft forskellige roller, men onsdag oplyste politiet, at man anser rockergruppen Hells Angels for at organisere hashhandlen. Alle nægtede sig skyldige.

Blandt de nu varetægtsfængslede er tre fuldgyldige Hells Angels-rockere, som menes at være bagmændene, og derudover en person fra støttegruppen AK81. Resten er anklaget for enten at have lavet de mange joints eller ageret vagter, sælgere eller runnere.

Ifølge tv2.dk står der i sigtelsen mod de tre, som står højt i hierarkiet hos HA, at de »i det hele organiserede, instruerede, tilskyndede og førte tilsyn med vagterne og sælgerne og det samlede salg af joints i Jægersborggade og modtog udbyttet fra salget«.

De øvrige har ifølge tv2.dk fungeret i fire led. To har ristet tobakken til joints på deres hjemmeadresser, tre har fyldt tobakken i joints, tre har transporteret de tusindvis af joints til Jægersborggade, og endelig har 17 ageret vagter og sælgere.

I alt beslaglagde politiet under aktionen omkring 250.000 kroner i kontanter. Heraf blev størstedelen fundet hos de fuldgyldige HA-medlemmer. Derudover blev der fundet »et større antal« ulovlige knive, slagvåben og peberspray samt dyre ure og smykker, ligesom også to Harley Davidson-motorcykler og en Mercedes til en værdi på over en million kroner blev hentet hos de fuldgyldige medlemmer.

Også cirka seks kilo hash, anabolske steroider og piller som viagra fandt politiet under aktionen.

Grundlovsforhørene foregik bag lukkede døre.