Golfikonet Tiger Woods’ forsmåede hustru, den svenske model Elin Nordegren, har fået sin mund lukket med millioner.

Ifølge svenske Expressen har Elin og hendes serieutro amerikanske ægtemand natten til søndag indgået endeligt forlig efter Tiger Woods mange sex-eskapader.

Skilsmissepapirerne skulle dermed være på plads mellem det tidligere – i al fald udadtil – så lykkelige par, der sammen har to små børn.

Forliget kommer efter et næsten halvt år langt juridisk tovtrækkeri, og aftalen indebærer ifølge dagbladet, at Elin Nordegren får udbetalt et beløb på 100 millioner dollar – ved dagskurs svarende til 594 millioner danske kroner. 

Eller sagt på en anden måde: Et 'lille plaster på såret' på den rigtig gode side af en halv milliard!

Forliget betyder, at Elin Nordegren ikke offentligt må fortælle noget som helst om, hvad der er foregået mellem hende og Tiger Woods, ligesom hun heller ikke må oplyse noget som helst om Tigers mange udenoms-ægteskabelige affærer.

Skilsmisseklausulen umuliggør dermed, at Elin Nordegren kan give interview om skandalen, deltage i tv-programmer eller skrive bøger om det.

Oven i den enorme bunke penge til Elin Nordegren forpligter Tiger Woods sig til måned for måned at betale et klækkeligt underholdningsbidrag for børnene, til de bliver myndige.

For der skal jo også være råd til et par nye sko til eks-hustruen.