Skandalemodellen Naomi Campbell slipper ikke uden om at skulle vidne i en krigsretssag mod Libyens tidligere præsident Charles Taylor. Det har skuespillerinden Mia Farrow sørget for.

Den tidligere præsident har siden 2008 stået anklaget for sin rolle i borgerkrigen i Sierra Leone. Han beskyldes for at have udstyret rebellerne med våben mod at de til gengæld skaffede ham ulovlige diamanter.

En af disse diamanter skulle nu være i Naomi Campbells besiddelse. Den forærede Charles Taylor nemlig supermodellen under en middag med en masse berømtheder, som den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela holdt i 1997, skriver Sky News.

Dagen efter middagen havde Naomi Campbell fortalt Mia Farrow, at der aftenen forinden havde været nogle mænd forbi for at overrække hende den dyrbare diamant.

Den information har Mia Farrow videregivet til anklagerne i sagen. Derfor har Naomi Campbell flere gange været i snak med anklagerne i håbet om, at hun kunne slippe for at møde op i retten. Den går ikke længere.

Dukker Naomi Campbell ikke op i retten, kan hun se frem til syv års fængsel.

Charles Taylor selv afviser alle anklager og har tidligere sagt, at Mia Farrow altid har været fjendtligt indstillet overfor ham. Allerede i 1997 til den berømte middag, havde hun angiveligt sammen med Nelson Mandelas kone vist ubehag over at skulle spise sammen med ham.