Den berømte filminstruktørs søn, Sean Stone, konverterede i dag til islam ved en ceremoni i den iranske by Isfahan. Den 27-årige instruktør og skuespiller mener i øvrigt, at den holocaust-benægtende iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad er ”en lille smule misforstået.”

Af Lasse Byrdal

Først var Sean Stone i vælten på grund af kontroversielle udtalelser, hvor han forsvarer den iranske præsident. Så udtalte han i en Tv-debat, at han mener, man kan bekende sig til flere religioner ad gangen. Nu er den berømte filminstruktør Oliver Stones søn, Sean Stone, så konverteret til islam.

Den unge instruktør var for nyligt i det konservative program, The O’Reilly Factor, på den amerikanske Tv-kanal Fox News, for at forsvare sine kontroversielle udtalelser om Mahmoud Ahmadinejad.  

I Tv-debatten faldt snakken også på den unge filminstruktørs egen tro. Her forklarede han, at han ikke mener, at man kan kalde det at konvertere, når det ikke handler om at vende sig fra én gud til en anden. Han uddyber over for det franske nyhedsbureau AFP, at det er en misforståelse af islam at betragte Allah som forskellig fra den gud, kristendommen tilbeder.

- At konvertere til Islam er ikke det samme som at forlade kristendommen eller jødedommen, som jeg er født ind i. Det betyder derimod, at jeg også har accepteret Mohammed og andre profeter, siger Sean Stone til AFP.

Sean Stone, som er søn af den berømte filminstruktør, Oliver Stone, er nu shia-muslim og har skiftet fornavn til Ali. Han konverterede ved en ceremoni i Irans tredje største by Isfahan i dag. Den unge instruktør og skuespiller meddeler ikke, hvorfor han valgte at konvertere.