Det skulle være så godt, men er i stedet endt i en storm af Bodil-styrke. Sådan må man betegne sangerinden Medinas Facebook-hyldest til afdøde Mandela, som for alvor har bragt sindene i kog.

- Du er en egocentret person. Du er direkte klam at opføre dig sådan, som en ophidset kommentar lyder fra en ud af utallige, der raser på popstjernens Facebook-side.

Årsagen er ikke selve Medinas status-opdatering om den sydafrikanske frihedshelt og tidligere præsident Nelson Mandela, der er gået bort, 95 år gammel:

- Vi sender kun kærlighed mod Nelson!!!. #lovemandela #rip #peacetotheworld

Mere det faktum, at denne udmelding om Mandelas død er ledsaget af et foto, den danske popstjerne har uploadet af sig selv fra en elevator.

På Facebook-fotoet ser man en storsmilende og munter Medina iført pels, blonde-top, Chanel-clutch, guldsmykker om halsen, tunge fingerringe, der ligner, hun har en fest, mens hun trykker på elevator-knappen.

Og det er for meget for mange af hendes fans, der raser på Facebook over det, de finder totalt 'upassende', decideret 'sygt', 'tomhjernet', 'smagløst' plus andre lidet flatterende adjektiver i samme stil.

- Altså jeg vidste godt fra dine interviews, at du ikke ligefrem er den skarpeste i kongeriget... Men at du var decideret ignorant kommer alligevel lidt bag på mig! Dumt, respektløst og ignorant!, lyder det fra Daniel Nørgaard. 

Chanel frem for Mandela

Mange fans noterer sig, at hovedpersonen i opdateringen mere ser ud til at være Chanel end Mandela:

- Alle Medinas billeder som omhandler noget helt andet, der skal der lige sniges et Chanel produkt ind over.. Selv når hun er på vej til koncert og har sine Chanel sko på, så skal der lige tages billede af det og lægges på, selvom teksten omhandler noget helt andet.., skriver Henrik Egelund.

Sarah Villa understreger, at 'Det her handler ikke om jalousi, misundelse, had for Medina eller noget. Men det her er bare usmageligt og virkelig pinligt... Fint at du viser billeder af dine ting, krop og m.v. men i den her for stand burde du bruge dit hovedet lidt. Hvad er det du viser her med Nelson Mandela?? Intet... Tænkt dig om... Troede du var meget bedre end det... Penge har gået dig til hovedet føj.

Erik Hansen er lidt mere afdæmpet:

- Lidt komisk situation. Den ultimative Danske repræsentant for kapitalisme, sender en overfladisk og poppet kondolence til een af verdenens største åndelige ledere.. Han er nok ved, at brække sig af grin over Bimbo no1.

Dog er der også nogle få dedikerede fans, der tager Medina i forsvar og mener, at hun blot viser glæde over Mandelas liv.

- Han levede et langt liv og gjorde en forskel for utroligt mange mennesker. Jeg tror ikke hun smiler over hans død, men over, at han overhovedet var til, skriver Simone Lyhne.

Døm selv her.