Efter to år som kanalredaktør på DR Ramasjang har Signe Lindkvist sagt op

Hun var med til at starte DR Ramasjang op for to år siden, hvilket udviklede sig til at blive Danmarks største børnekanal.
Men nu er det slut for 37-årige Signe Lindkvist, som vi også kender fra værtsroller i 'Høvdingebold' og børnenes melodi grand prix.

- Der er ikke nogen dramatisk årsag til, at jeg stopper. Jeg har simpelthen bare lyst til noget andet. Jeg er en skaber og ikke en driver. Nu kører kanalen, så jeg føler ikke, jeg kan bidrage med mere, siger Signe Lindkvist til bt.dk.

Den populære blondine bliver dog ikke arbejdsløs, oplyser hun.

- Jeg skal begynde på et andet arbejde, som jeg ikke må sige noget om endnu. Det er stadig fjernsyn, men det er ikke for DR. Jeg har lyst til at arbejde med nogle andre genrer og en anden målgruppe. Og jeg har lyst til at komme til at producere igen, fortæller Signe Lindkvist.

Det er primært i børneprogrammer, danskerne har oplevet Signe Lindkvist. Men nu brænder hun for at prøve noget nyt. 

- Jeg vil rigtig gerne lave noget andet end børnefjernsyn, og det bliver det næste, jeg skal lave. Men jeg har lyst til at lave alt muligt forskelligt. Jeg tror på, man hele tiden skal give sig selv nye udfordringer. Jeg tror dog ikke, jeg debuterer som sportsvært eller vært på 'Horisont', men jeg har savnet at være vært, og det glæder jeg mig til at bruge min energi på, fortæller Linkvist.

Med opsigelsen forlader Signe Lindkvist DR efter to års fastansættelse på DR Ramasjang, men allerede nu åbner hun døren på klem for et gensyn med sin nu tidligere arbejdsplads.

- Det er ikke et endegyldigt farvel. Jeg håber da, at jeg på et tidspunkt kan komme tilbage og lave noget for DR igen, fortæller hun til bt.dk.