Gennembruddet kom i ’Borgen’. Nu har filmmogulen Martin Scorsese og Mick Jagger fået øje på Birgitte Hjort Sørensen.

Birgitte Hjort Sørensen er bevidst om, at hun har fået store chancer i international film på grund af ’Borgen’, men omvendt så kan man, som hun siger, ikke sidde derhjemme og vente. Hun har netop arbejdet sammen med Martin Scorsese.

Allerede fra begyndelsen af sit liv og karriere som skuespiller havde Birgitte Hjort Sørensen, nu 31 år, lyst til at komme til udlandet, men var det nu også realistisk?

»Det er nok for meget sagt, at det var janteloven, der holdt mig nede, men jeg har bare aldrig troet, at det var vildt realistisk. Simpelthen fordi det dengang ikke var lykkedes for særligt mange andre danske skuespillere. Det gjorde, at man lukkede øjnene lidt for muligheden, selv om man måske havde lyst til det,« siger Birgitte Hjort Sørensen.

Så fik hun imidlertid rollen som journalisten Katrine Fønsmark i ’Borgen’. Den havde mange seere i hele tre sæsoner i Danmark, men den blev også et veritabelt hit i for eksempel England, og det pegede automatisk spotlyset på seriens skuespillere hos både instruktører og castingfolk i det store udland.

»’Forbrydelsen’ havde på en måde banet vejen, hvor man i udlandet fandt ud af, at vi var gode til at lave tv-serier herhjemme, og så kom ’Borgen’, der blev en overraskende platform. Tv-serien gjorde, at jeg tænkte, at det var et godt tidspunkt at prøve drømmen af på,« siger Birgitte Hjort Sørensen.

Også denne aldrende duo er faldet for Birgitte Hjort. Hun spiller med i et såkaldt pilotafsnit til en ny HBO tv-serie, som er instrueret og produceret af hhv. Martin Scorsese og Miick Jagger. ?Foto: Nicholas Roberts
Også denne aldrende duo er faldet for Birgitte Hjort. Hun spiller med i et såkaldt pilotafsnit til en ny HBO tv-serie, som er instrueret og produceret af hhv. Martin Scorsese og Miick Jagger. ?Foto: Nicholas Roberts Foto: NICHOLAS ROBERTS
Vis mere

»Tidligere havde jeg tænkt, at hvis man var god nok, ville man blive opdaget, men sådan er det altså ikke. Det er ikke fordelagtigt at sidde derhjemme og vente. Jeg tog først nogle små ture til England for at møde nogle agenter, og derefter det samme i Los Angeles, og så forholder det sig heldigvis sådan, at man i vores digitale tidsalder ofte kan lave en prøveoptagelse herhjemme, som man bånder og sender af sted, hvis man får skaffet sig en audition,« siger Birgitte Hjort Sørensen.

Tæt på Scorsese

Birgitte Hjort Sørensen dukkede først op i et afsnit af den engelske tv-serie ’Kriminalkommissær Barnaby’, som blev optaget i København. I sensommeren spillede hun en større rolle i en pilotepisode til en ny, meget ventet tv-serie for HBO, instrueret af legendariske Martin Scorsese og skabt af holdet bag den populære ’Boardwalk Empire’. Historien foregår i musikmiljøet i 1970erne, og er lidt af et hjertebarn for Rollings Stones-forsangeren Mick Jagger, der er en af producenterne.

»Det var selvfølgelig ikke sådan, at jeg sad og drak kaffe med Martin Scorsese hver dag, men alle skuespillerne mødte ham før optagelserne, hvor vi snakkede vind og vejr, og derefter var han til stede på optagelserne som andre instruktører. Jeg havde mine spillescener med Olivia Wilde, der spiller hovedpersonens kone, og jeg er så hendes veninde. I den situation går Scorsese lige til arbejdet. Hurtigt snakkende, helt nede på jorden og lattermild. Som man ser ham i interview og den slags. Han havde styr på, hvad han ville,« siger Birgitte Hjort Sørensen og fortsætter:

»Scorsese er god til at tage det hele oppefra og ned. Han ved jo godt, at de fleste i branchen vil give sin højre arm for at være i nærheden af ham. På den led har han en gude-agtig aura. Men den situation får han ligesom selv fjernet, fordi han godt ved, at det er sådan. Derfor får han dig hurtigt til at slappe af, og hatten af for at kunne bryde det der med at alle tier stille, når du går ind i et rum, helt ned.«

Sammen med Antonio Banderas i ’Automáta’, der endnu ikke har haft dansk premiere. PR-foto
Sammen med Antonio Banderas i ’Automáta’, der endnu ikke har haft dansk premiere. PR-foto
Vis mere

Pilotepisoden blev optaget i juli måned, og først for nylig er det blevet offentliggjort, at HBO har givet grønt lys til en første sæson. Birgitte Hjort Sørensen vil altså i januar eller februar at få besked om sin rolles videre skæbne. I det originale oplæg stod der, at hendes karakter var ’possibly recurring’, og det vil sige, at der er mulighed for en genkomst.

Ligner et gennembrud

Birgitte Hjort Sørensen spiller ikke en person fra virkeligheden, men en Nico- eller Anita Pallenberg-type i slænget omkring Andy Warhol ved navn Ingrid.

Hjort Sørensen er nævnt i den seneste pressemeddelelse fra HBO, hvor man også skrev, at hovedpersonen i løbet af første sæson ville søge tilbage til gamle venner. Så det ser ud til, at den danske skuespiller nu får et gennembrud på et højere plan, da serien, der i øjeblikket kendes som ’Untitled HBO Rock’n’roll Project’, er en af næste sæsons mest imødesete tv-serier med blandt andre Bobby Cannavale og Ray Romano på rollelisten.

Næste år er hun også med i den store Hollywood-film ’Pitch Perfect 2’ med Anna Kendrick og Rebel Wilson, der handler om en sangkonkurrence. Fra den første film blev sangen ’The Cup Song’ et stort viralt hit, så nu er der basis for en fortsættelse i grovkornet komediestil. I toeren spiller Hjort Sørensen den onde holdkaptajn for en tysk sanggruppe, som de amerikanske darlings møder.

»Det er et sjovt projekt, som jeg nok ikke havde opsøgt af mig selv, men det er en kommerciel produktion fra Hollywood, så det giver mulighed for at male med den brede pensel og spille et regulært dumt svin,« griner Hjort

Birgitte Hjort Sørensen

Danmark:

Film: ’Sommeren ’92’ (2015) (den om EM-fodboldsejren)

Film: ’En du elsker’ (2014)

Film: ’Marie Krøyer’ (2012)

Film: ’Sandheden om mænd’ (2010)

Tv: ’Borgen’ (2010-2013)
internationalt:

Tv: ’Untitled HBO Rock ’n’ Roll Project’ (2015)

Film: ’Pitch Perfect 2’ (2015)

Film: ’Autómata’ (2014)

Film: ’Kriminalkommissær Barnaby’ (2014)

Film: ’Agatha Christies Miss Marple’ (2014)