Bjarke Møller ramt af sin anden hjernerystelse på to år

Aalborg Pirates' center, Bjarke Møller, er ude med hjernerystelse resten af december.

- Selv om der er tale om en mindre hjernerystelse, skal han holde sig i ro i minimum en uge. Derefter skal han testes, siger landsholdets læge, Henrik Ømark.

- Det er en skærpende omstændighed, at Bjarke også havde en hjernerystelse sidste sæson.

I en situation i midtzonen i torsdagens kamp mod Letland kom Bjarke Møller i klemme mellem to spillere og blev ramt hårdt på kindbenet.

Aalborg-spilleren bliver i Lyon og rejser hjem med holdet på søndag.

Uheldene er væltet ind over den spilbegavede playmaker. Foruden de to hjernerystelser har han i et par år døjet med lyskeproblemer, som også tvang ham til at melde fra til sæsonens første OL-tests mod Norge.

Landsholdets kaptajn, Morten Green, står over i den sidste kamp i Euro Ice Hockey Challenge mod værtsnationen Frankrig lørdag aften.

Playmakeren fra Hannover Scorpions rejser lørdag direkte til München til en kamp i DEL søndag.

- Jeg skulle også have spillet i Hannover mod Krefeld i aften (fredag, red.), men fik fri efter en aftale mellem Scorpions og DIU, siger Morten Green.