Danmark kan være på vej til at få endnu en spiller i verdens bedste ishockeyliga.

Danske Oliver Bjorkstrand, søn af den mangeårige toptræner i Herning, Todd Bjorkstrand, gjorde i nat sit til, at han bliver svær at komme uden om for NHL-mandskabet Columbus Blue Jacket. I den næstsidste testkamp inden sæsonpremieren stod den 20-årige dansker for to mål og en assist i 6-4-sejren over Buffalo Sabres.

Oliver Bjorkstrand, der til daglig spiller på Columbus' andethold, havde fået chancen i nattens testkamp, og med sæsonstart i næste uge kunne han næppe gøre mere for at overbevise cheftræneren om, at han er klar til at træde ind på ishockeyens største scene, NHL. Oliver Bjorkstrand blev kåret til kampens næstbedste spiller.

Med mulig udsigt til NHL er Oliver Bjorkstrand godt i gang med at gøre kometkarriere på det nordamerikanske kontinet. I denne sæson rykkede han op fra juniorholdet Portland Winterhawks, og nu kan han altså være på vej til at tage det sidste skridt op til førsteholdet.