Pelle Dragsted oplevede som dreng, hvordan en kammerat blev dræbt i en vådeskudsulykke, siden døde to andre i forbindelse med vold og at han selv blev arresteret og truet af politiet, gjorde ikke sagen bedre

I MIT FOTOALBUM fortæller politiker Pelle Dragsted om sin opvækst med friskoler, sit møde med borgerkrigen i Nicaragua og sit ungdomsoprør i kamp mod politiet, nazisterne og kapitalismen. Kom helt tæt på politikeren og læs hvordan en idealistisk opvækst har formet ham som menneske og resulteret i den nuværende titel som finans-, erhvervs-, kirke- og forbrugerminister for Enhedslisten.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Pelle Dragsted, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Pelle Dragsted oplevede som dreng, hvordan en kammerat blev dræbt i en vådeskudsulykke, siden døde to andre i forbindelse med vold og at han selv blev arresteret og truet af politiet, gjorde ikke sagen bedre

Pelle Dragsted er Enhedslistens chefstrateg og sidder med ved de nuværende finanslovsforhandlinger.
Pelle Dragsted er Enhedslistens chefstrateg og sidder med ved de nuværende finanslovsforhandlinger.
Vis mere



Opkaldt efter Pelle Erobreren
1. Jeg er født på Sct. Josefs Hospital på Nørrebro, og jeg blev opkaldt efter Pelle Erobreren. Begge mine forældre var studerende, og vi boede i en lejlighed i Griffenfeldsgade, lige ved hospitalet. Vi flyttede senere til kvarteret ved Frederiksberg svømmehal, det var dengang det billige kvarter, og mine forældre blev skilt, da jeg var to år. Min mor Lone Lyager blev socialrådgiver, og hun arbejdede på deltid i Kriminalforsorgen og var meget optaget af fangers rettigheder. Min papfar var også socialrådgiver, men var ramt af arbejdsløshed i 80’erne indtil han fik en stilling i Boligfonden for enlige mødre. Det var ikke et hjem med mange økonomiske ressourcer, der var en ugentlig grøddag, men jeg følte ikke, vi manglede noget.



Idealistisk far
2. Min biologiske far Niels Dragsted læste til læge, og han var ude af landet en del af mine barndomsår. Han flyttede til Sverige, fordi han ikke kunne få arbejde i Danmark, og siden til Nicaragua, hvor diktatoren blev væltet i 1979. Min far var del af en sundhedsbrigade, der tog derned for at genopbygge landet, og han var der fra 1983 og tre år frem. Jeg besøgte ham flere gange, og det har haft stor betydning for mig at være dernede. Det var superspændende at opleve et land, som lige havde fået sin frihed efter en diktator. Men der var også borgerkrig. USA finansierede en oprørshær, de såkaldte kontraer, og de foretog væbnede angreb i det område, min far boede. Jeg oplevede ikke selv angreb, men jeg var til en demonstration på årsdagen for revolutionen i den lille by, hvor min far boede, og pludselig var der nogen, der råbte, at kontraerne angreb. Vi fik travlt med at komme væk, men det viste sig bare at være en morbid spøg. På billedet sidder vi og venter på en bus. Det er min far til venstre, siden min mor og til højre min stedfar, Jan.



Skole med selvforvaltning
3. En af de særlige ting ved Freinet-skolen, som jeg gik på, var, at børn ikke var adskilt i klassetrin, børn skulle lære af andre børn, og der var meget vægt på at lære håndens arbejde i sløjd, metalsløjd og ler. Hver mandag kunne man selv bestemme sit eget skema for ugen, men man kunne selvfølgelig ikke undgå matematik hele tiden. Der var stor selvforvaltning, og jeg var glad for at gå på skolen - i ottende klasse skiftede jeg til Det Fri Gymnasium på Frederiksberg. Som barn var jeg sådan én, der kunne li’ dramatiske fantasilege, hvor jeg var stukket af fra et børnehjem, men jeg var også meget optaget af, hvad der skete ude i verden. Min ven Kasper og min kusine solgte vores gamle legetøj, og det gav penge til en guitar, der blev sendt til en musikskole i Nicaragua, og senere fik vi sendt et kassettebånd hjem med guitarspil. Billedet er fra 1985, jeg er ti år gammel og nummer to fra højre

Kommunist med ’frøken-hår’
4. Da jeg var 13 år, meldte jeg mig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men organisationen blev nedlagt kort efter murens fald i Berlin i 1989. Siden blev jeg aktiv i ’Unge imod apartheid’ og demonstrerede her foran en bank, som havde lånt penge ud til apartheidregimet i Sydafrika. Det er mig med det lange hår midt i billedet. Apropos det lange hår var det sådan, at når jeg kom ned til bageren med min kammerat, blev der spurgt: Nå, hvad skal de to små frøkener ha’. Det var morsomt, men jeg beholdt det lange hår, til jeg blev 17 år.

Deltog i åndssvage ting
5. Mit ansigtsudtryk her fortæller om den vrede, unge Pelle Dragsted, som var i bz-miljøet og senere i det autonome miljø op gennem 90’erne. Vi lavede en masse ballade, og jeg havde nogle ret yderligtgående holdninger. Jeg var vred på kapitalismen, politiet og nazisterne. Jeg deltog også i ting, som jeg i dag synes er åndssvage. Det var et miljø, hvor vold var accepteret, fordi man mente, det var en slags selvforsvar mod f.eks. nynazisterne. Der var nok flere årsager til mine radikale holdninger. Bombedrabet på en ung aktivist i Søllerødgade i 1992, der formentlig blev begået af nynazister, spillede en stor rolle. Mordet blev aldrig opklaret, og vi syntes ikke, politiet tog det alvorligt. I dag mener jeg, at det aldrig kan retfærdiggøres at bruge selvtægt. En anden afgørende begivenhed var da én af mine bekendte, Benjamin, blev dræbt under en anholdelse nytårsaften samme år. Ingen blev straffet for det. Umiddelbart efter var jeg selv ude for at få tæsk af to politifolk i en celle, efter jeg var blevet anholdt. De truede med, at hvis jeg ikke samarbejdede, så ville de ’give mig så mange tæsk, at de kunne rive skelettet ud af røvhullet på mig’. De to betjente kom i retten, anklaget for politivold, men blev frikendt. De oplevelser var nok medvirkende til, at jeg i de efterfølgende år havde nogle radikale holdninger. Men som sagt: I dag ser jeg anderledes på tingene. Jeg vil stadig gerne ændre verden og gøre Danmark til et mere retfærdigt sted, men kun med fredelige og demokratiske midler.

Langt væk fra virkeligheden
6. Jeg blev valg i Folketinget sidste sommer. Men inden da havde jeg i nogle år været rådgiver for Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens folketingsgruppe. Her er Johanne og jeg ude i lufthavnen under valget og støtte de lufthavnsmedarbejdere, der prøvede at presse RyanAir til at indgå en rimelig overenskomst. Da vi gik nede blandt bagage-arbejderne, var der én, der råbte, at vi skulle hilse inde på Borgen og sige til de politikere, der gerne ville hæve pensionsalderen, at de skulle prøve at komme ud og arbejde bare en enkelt dag ved bagagebåndene, så ville de blive klogere. Og de havde helt ret. Politikere er ofte alt for langt fra virkeligheden.



Skabssvensker
7. Her er jeg i vores families sommerhus, der ligger langt oppe i Sverige, nord for Stockholm, og som vi deler med den svenske gren af familien. Det er min datter Alma og min søn Mattis på billedet. Jeg har været i det sommerhus, som ligger tæt på søer og skærgård, hvert år siden jeg blev født. Så jeg er lidt en skabssvensker. Skurken USA 8. Jeg fik et par kammerater i Nicaragua, men den ene af dem døde desværre i en vådeskudsulykke. Han sad bag i en lastbil sammen med soldater fra regeringshæren, da et gevær gik af. Mine oplevelser dernede har været med til at forme mig politisk, og det, at USA stod bag en kontrarevolution, var med til dengang at give mig et måske lidt sorthvidt verdensbillede, med USA i rollen som skurken.

Skurken USA
8. Jeg fik et par kammerater i Nicaragua, men den ene af dem døde desværre i en vådeskudsulykke. Han sad bag i en lastbil sammen med soldater fra regeringshæren, da et gevær gik af. Mine oplevelser dernede har været med til at forme mig politisk, og det, at USA stod bag en kontrarevolution, var med til dengang at give mig et måske lidt sorthvidt verdensbillede, med USA i rollen som skurken.