Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med tv-kendissen Mascha Vang, som bl.a. fortæller om hendes ekstreme fobi for et bestemt dyr, hvorfor hun elsker ALT ved USA, grunden til at hendes datter hedder Hollie Nolia og hvem den eneste mand der må have skæg er (og meget meget mere)...

Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Mascha Vang og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med tv-kendissen Mascha Vang, som bl.a. fortæller om hendes ekstreme fobi for et bestemt dyr, hvorfor hun elsker ALT ved USA, grunden til at hendes datter hedder Hollie Nolia og hvem den eneste mand der må have skæg er (og meget meget mere)...

--- OOO --- OOO --- OOO ---

Jeg burde sige undskyld til... alle, der har været i nærheden af mig, når jeg er sulten eller har PMS. Så er jeg helt utilregnelig og står ikke inde for, hvad jeg siger eller gør. Jeg bliver en djævel - det ved alle, der kender mig, jeg ved det også selv. Det er sådan, at når venner besøger mig, spørger de nogle gange, når de er på vej, om de skal tage noget mad med. Det er irriterende, at jeg nogle gange har så svært ved at styre mit temperament og surhed.

Jeg er bange for ... frøer. Jeg har haft nogle rigtig ubehagelige oplevelser i min barndom, hvor jeg har stået et sted, hvor jeg var omringet af frøer, der hoppede op ad mig. Og jeg har oplevet, at der kom frøer op af toilettet, som jeg sad på. Det var, da jeg boede ude på landet. Det var så ubehageligt, hvordan de plaskede dernede. Og det bliver værre endnu, for min kat tog frøer med ind i sengen, og de skreg så højt som fugleunger. Fordi jeg er så bange for frøer, har jeg været i terapi fire gange, hvilket også har hjulpet, men jeg skal helt sikkert ikke se dem i Zoologisk Have. De er utilregnelige, tænk, hvis de gik direkte efter min strube?

Livet i en lille by ... kan være enormt trygt og idyllisk, men også helt ufattelig kedeligt for en ung pige, sådan som det tit var for mig i min barndom i Byrsted i Jylland. Men i dag betyder det meget for mig at komme hjem, nu hvor jeg er meget travl og ophængt i København, så glæder jeg mig til at være deroppe i julen. Jeg har et meget travlt liv som enlig mor og iværksætter til hverdag, så er det dejligt at komme hjem til mor og far, og den står på frikadeller, rødkål og sofa ...

Jeg kan komme til at tude over ... mange ting, faktisk, især efter jeg er blevet mor. Det kan være et blik fra min datter eller en scene fra en reklame eller serie, der skal så lidt til. F.eks. min datter Hollie Nolia på tre år, hun havde fået næseblod en aften, og så tørrede jeg det af hende, og bagefter kiggede hun på mig og sagde: Tak fordi du hjalp mig. Mere skal der ikke til.

Mænd med mærkeligt skæg ... bryder jeg mig ikke om. Hverken skæg eller langt hår, der skal ikke være for meget hår omkring hovedet. Det kan godt være, hipsterne synes, det er smart, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der sidder klamme madrester i. Den eneste, der skal have skæg, er julemanden. Der må dog gerne være skægstubbe, han behøver ikke at ligne en dreng.

En mand er tiltrækkende, hvis ... han er ordentlig. Jeg kan godt li’ ordentlige mænd med høj moral. Jeg er selv meget sort-hvid, hvad det angår, han skal have styr på rigtig mange sager. Han skal være handy, skal kunne fikse opvaskemaskinen, kunne sætte hylde op og have styr på sin økonomi. Der er ikke noget mere utiltrækkende ved en mand, end hvis han er på kant med loven. Der skal være ren straffeattest - helt sikkert. Ikke noget med fartbøder og at snakke i mobil, mens man kører, det er no go. Han skal selvfølgelig også være renlig, ordentlig i tøjet, og der skal ikke være en lille måtte på lænden, som man kan se, når han læner sig fremover. Jeg tror også, mænd har krav om, at vi kvinder ikke har hår alle mulige mærkelige steder.

Jeg bliver rasende, når ... cyklister føler, de har førsteret til at være i trafikken. Nogle cyklister kan finde på at ramme sidespejlet, når de kører forbi min bil, det synes jeg er meget provokerende. Det er også belastende, når de ikke rækker armen ud, når de skal dreje, og jeg holder for dem i rundkørslen. Så ruller jeg altid vinduet ned og råber ’Tak’ til dem.

Jeg fortryder, at jeg aldrig ... helt sikkert, at jeg aldrig har prøvet at bo i LA eller i New York eller London. Det har ellers altid været min drøm fra barnsben at komme ud over grænserne at bo, bare et år, men det føler jeg ret meget er for sent, når jeg har et barn, som er et delebarn. Jeg elsker alt ved USA, den amerikanske mentalitet, og jeg har også været i Las Vegas, men der gad jeg dog ikke at bo.

Generelt ser jeg aldrig ... gysere, det kunne jeg ikke drømme om. Jeg får det dårligt, jeg kan ikke sove, det gør ondt i hele min krop, jeg bliver meget, meget bange. Hvis jeg ser noget negativt, noget ondt, så sidder det i kroppen, det kan jeg ikke ha’. Jeg bryder mig ikke om at tænke på ulykker, smerte og død. Især efter jeg er blevet mor.

Min datter hedder Hollie Nolia, fordi ... hendes far Nicolas Kiesa er fra England, og han syntes, hun skulle hedde Hollie til fornavn. At hun også hedder Nolia, udtalt på dansk, skyldes, at noget af det smukkeste jeg ved, er træet magnolia. Nolia har jeg fået godkendt som navn i Danmark, hun er den første i Danmark, der hedder det.

Jeg er meget heldig, når det gælder ... det meste i mit liv. Jeg føler, jeg er født under en heldig stjerne. Jeg har en kærlig og omsorgsfuld familie, mine bedsteforældre er stadig sammen. Jeg er født med utrolig meget kærlighed, det betyder meget for ens liv og opvækst - andre har det ikke på samme måde.

Jeg undrer mig over, at ... det skal tage så lang tid for folk at adoptere, jeg kender et par, der har ventet i fem år, det er fornuftige mennesker med høj indkomst og stor uddannelse. Jeg forstår ikke, at når der er børn i verden, der har det vildt dårligt, at det så skal være så svært. Jeg begriber heller ikke, at bøsser og lesbiske ikke må adoptere, som om det skulle være værre end det, de kommer fra - der er sultne børn i verden, der lever i slum.

Jeg elsker at spise ... frysepizzaer. Det er virkelig gudespise for mig. Det skal ikke være de dyre fra Irma, dem har jeg prøvet, det skal være de billige fra Bilka, fem for 100 kr. Jeg køber en hel stak af dem og tager dem ud af kasserne og stabler dem i fryseren, så er der plads til flere.

Engang var jeg misundelig på ... dem, der har det, ligesom jeg har det nu. Derfor burde jeg jo være tilfreds, for jeg har opnået alle de ting, jeg ville, men nu vil jeg ha’ mer’. Misundelsen har altid været en god drivkraft for mig - man vil være lidt pænere, lidt tyndere og ha’ en større bil. Sådan er det, når man spejler sig i andre.

Mascha Vang udgiver nu bogen ’Kom i gang med Mascha Vang’, som handler om at få vægten under kontrol. Hun har selv tabt sig fem kilo på fire uger efter sin graviditet og giver nu nogle fiduser videre.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere